16237370_10154607220926886_945934979_n
Lad mig lige starte med at slå en ting fast:
Jeg synes, Donald Trump lader til at være sådan cirka verdens allerstørste kvajpande. Og det kunne jeg skrive alenlange lister forskellige grunde til – både politiske og personlige. Nu kender jeg ham selvsagt ikke privat, men Trump har aldrig været nærig med sig selv i medierne og ej heller på de sociale medier. Han virker i bund og grund ukristeligt u-cool. Ingen tvivl om det.

Men jeg kan alligevel ikke helt sige mig fri for at synes, at tonen i medierne omhandlende Donald Trump – og i særdeleshed hans kone, Melania – er begyndt at tage lidt overhånd. Og lad mig nu lige “tale” ud.
I forvejen er der i disse år megen snak om, hvordan vi skal opdrage og kundgøre vores børn til en respektfuld omgang med hinanden på nettet. Det bevises igen og igen, at børn (OG voksne) kan have svært ved at finde kammertonen, når der er en router imellem dem og deres offer. Det synes meget lettere at svine et andet menneske til, når man ikke først skal marchere op til dem for så at sige det direkte til deres ansigt. Når man i stedet kan skrive det på facebook, i et forum eller et andet sted på nettet – fra sin behagelige plads i sofaen, er der ingen grænser for nogle menneskers kreativitet, når det kommer til skældsord og personlig nedsabling.
Kendte mennesker i hobestal stiller op i den gode sags tjeneste for at fortælle, at de er modstandere er (digital) mobning og gør deres bedste for at overbevise børn og unge om, at det rigtige er at opføre sig ordentligt og respektfuldt i det offentlige rum. OG i det hele taget.

Jeg kan i disse dage ikke lade være med at forestille mig følgende scenarie udspille sig over morgenbordet i en tilfældig dansk familie med tweens:

Mor: “Kastanje-Viola, jeg talte med Rosemunde-Mys mor i går, og hun fortalte mig, at du har sendt nogle meget grimme beskeder til Rosemunde-My på Messenger. Det var noget med, at du kaldte hende en dum ko og skrev, at hun lignede en røv med ører. Det må du virkelig ikke, Kastanje-Viola! Det må du da kunne forstå! Rosemunde-My blev helt vildt ked af det og såret.”

Kastanje-Viola: “Okay? Jeg er da ligeglad”.

Mor: “Er du ligeglad?! Hvad Søren er det for noget at sige? For det første er det da vanvittigt synd for Rosemunde-My, og for det andet har jeg da opdraget dig til, at man skal opføre sig ordentligt, respektere andre menneskers følelser og i det hele taget behandle andre, som man gerne selv vil behandles!”

Kastanja-Viola: “Har du..?”

Mor: “Ja, det ved den gode grød, jeg har! Jeg har altid sagt, at du skal tale pænt til andre mennesker! Også selvom du ikke nødvendigvis er venner med dem eller måske endda kan lide dem! Man skal altså opføre sig ordentligt!”

Kastanje-Viola: “Okay, men hvad så med det meme, du delte på DIN facebook i går? Der hvor Donald og Melania Trump danser den første dans sammen den dag, han blev svoret ind som præsident? Du skrev, at hun lignede en postordrebrud, der bare gerne ville have haft en sugar-daddy, og som nu fortrød, fordi hun pludselig var blevet førstedame”.

Mor: “Det er da noget andet! Enhver ved, at Donald Trump er en kæmpe joke!”

Kastanje-Viola: “Okay, men det synes jeg altså også, at Rosemunde-My er. Desuden var det ikke Donald Trump, du gjorde nar af, men Melania. Hvad har hun gjort?”

Mor: “Hun har giftet sig med et fjols!”

Kastanje-Viola: “Aha, men må jeg så gerne svine dig til? Du har da også kaldt far for et fjols mindst en gang om dagen, siden han skred med min matematik-lærer…”

Mor: “Nu skal du høre her, frøken Næsvis! Man skal tale ordentligt! Også på nettet! Og sådan er dét! Punktum!”

Kastanje-Viola: “Fint. Du starter …”

Som sagt er jeg enig i, at vi står midt i en suppedas af dimensioner, fordi Donald Trump er blevet valgt ind som leder af den fri verden. Jeg har ikke megen tiltro til hans evner til jobbet, og de første par dage i hans tid på embedet har ikke gjort mig mindre nervøs. Og jeg kan SAGTENS forstå og er enig i, at man, vi og især pressen skal opponere imod meget af det, han står for og stille spørgsmålstegn ved det, han gør. Og måden, han gør det på. Og den måde, han selv gebærder sig på eksempelvis på nettet, må nødvendigvis også afføde en reaktion af samme skuffe. Klaskehøjde, og alt det der.
Men jeg synes sgu alligevel, det er svært at trutte helt ren røv – især når man skal forklare tingenes tilstand for sine børn, som jo efterhånden også er på facebook i manges tilfælde. Et er at være kritisk, et andet er at være det med et glimt i øjet, og noget tredje er at være direkte modbydelig og mobbende i sin omtale af andre mennesker.
Især det faktum, at Melania Trump skal have så hård en medfart, har jeg det lidt svært med. Hun har aldrig opført sig respektløst, hun har taget afstand fra flere af Donald Trumps udtalelser (blandt andre dem om kvinder og sit tag i deres allerhelligste), og selv det faktum, at hun havde valgt at købe en gave til den afgående førstedame, blev gjort umanerligt til skamme på tværs af Internettet allerede sekunder senere. Så er det sgu da også svært at gøre det rigtige.
Jeg ville sgu nok også have set lidt anspændt ud, hvis jeg skulle danse på en scene sammen med verdens mest udskældte mand, mens millioner og atter millioner af mennesker kiggede med, når jeg vidste, at de fleste bare ledte efter en undskyldning for at gøre nar efterfølgende. Og de scener, hvor hun ser glad ud, er selvfølgelig ikke blevet delt lige så meget som billedet øverst til venstre.

Jeg siger IKKE, at Trump er cool. Hell no. Jeg siger ikke engang, at jeg synes, Melania er det. Jeg siger bare, at jeg synes, vi skal passe lidt på med, hvem vi haler med ind i denne tzunami af skældsord og skideballer, som USAs nye præsident konstant bevæger sig rundt i. Han har måske nok fortjent den, hun har vist ikke, og det er ret sikkert, at stemningen ikke bliver bedre af det. Og gider vi være sådan nogle mennesker, som den her stemning gør os til? Og til allersidst – forhåbentlig uden at lyde som en alt for gammel og forkrampet harpe: Er det det eksempel, vi gerne vil vise vores børn?