16295650_10154604012881886_979429258_n
Det føles lidt som om, at jeg er kommet tyve minutter for sent i gang med det nye år. Jeg har kategorisk været bagud med stort set alt, jeg har foretaget mig, siden december faldt i søvn med et brag, og januar tog over på sin kølige facon.
Måske skyldes det, at jeg har haft lige lidt vel lovligt travlt de sidste måneder i det forgangne år. Jeg var alene det meste af tiden med Krapylerne fra august til december, da Jon filmede TV-serien ‘Mercus’ i Svendborg, og i den tid gik jeg også solo med bloggen OG åbnede et kontorfællesskab. Da han så kom hjem i december, fik jeg ret travlt med julekalender og deslige her på domænet her, så måske havde jeg nok regnet lidt med, at alt ville være sådan lidt stille og roligt i det i januar. Og det er det måske også. Men ikke helt så meget, som jeg tror, jeg havde forestillet mig. Og oven i det kommer, at jeg normalt tit bruger aftnerne i sofaen på at få arbejdet lidt – svaret mails eller måske få skrevet et indlæg. Men lige for tiden er jeg så nærmest pinligt besat af TV-serien ‘Scandal’, som jeg streamer på ViaPlay hvert øjeblik, der byder sig, at alle pauser går med dét og ikke blog.
Desuden skal vi d. 15. februar tre uger til Mexico, og der går ikke en time i løbet af en dag, hvor mine tanker ikke vandrer afsted til kridhvidt sand, Krapyler i badebleer, tacos fremtryllet uden brug af TexMex, bare ben og lange dage. Så min hjerne er nok også ved at gå ret meget på ferie-mode.

I dag har jeg tilbragt en god portion af dagen i særdeles godt selskab på Vesterbro. Jeg skulle have taget nye portræt-billeder, og det bad jeg Anders Heinrichsen, som også har taget vores bryllupsbilleder og mit (hvis jeg må være så fri) badass graviditetsbillede, om hjælp til. Han er egentlig skuespiller af profession, men i pauserne mellem optagelser tager han billeder. Og jeg er pænt akavet foran sådan en fed linse, så han skruede volumen på anlægget op på max, smed en playliste med 90’er-hits på, og så tossede vi rundt i tre timer for at få noget, der forhåbentlig kan bruges i kassen.

I dag har Verdens Sejeste Farmor hentet Hugo og Berta i børnehaven og taget dem med til Langehjemmet. Om lidt skal jeg lige have støvsuget Tinnitus, og så tøffer jeg hjem og putter ungerne og steger derefter en bøf til min svigermor. Men først vil jeg smutte over i sceneindgangen på Skuespilhuset og levere en buket blomster til min smukke mand, som i dag har premiere på stykket ‘Monster’. Det er første gang, han får lov at spille på Det Kongelige Teater, og han er hammer-stolt, og det er jeg også!

Med ønsket om en dejlig aften – hvis man ikke ved, hvad den skal bruges på, kan jeg jo så anbefale ‘Scandal’. 😉