15328335_10154467063206886_1827173214_n
Noget af det fedeste ved at have en blog er, at man kan kigge tilbage og se, hvad der er sket i ens liv i det forgangne år. Selvom jeg pryder mig af at have en ret god hukommelse – i hvert fald når det kommer til ting, der er værd at huske – så bliver jeg tit lidt overrasket, når jeg sådan bladrer tilbage og ser, hvor meget, der er sket. Og det er i sandhed også tilfældet dette år.

I januar sidste år lagde jeg ud med at stoppe hos Bloggers Delight og flytte ind hos Benjamin Media. Blog-wise, altså. Desuden skrev jeg et indlæg om mine (manglende) ambitioner og holdt nougat-night i Langehjemmet, der – til trods for den noget gusne titel – var vanvittigt hyggeligt og egentlig fortjener en gentagelse snart. Og så skrev jeg indlægget om, at det har været lidt svært for mig at blive mor. Et indlæg, jeg egentlig er ret tilfreds med at have skrevet. Og jeg sluttede måneden af med at demonstrere, hvordan livet ville være, hvis TWINPEAKS var en anden slags blog

I februar lagde jeg ud med at finde ud af, hvorfor det nogle gange er en ulempe at være gift med en skuespiller. Desuden var jeg i London og prøve-gik mine absolut yndlings-stiletter. I februar skete der også det, at vi rejste til Sri Lanka og blev indlagt på hospitalet med Hugo, som havde fået en mave-infektion. Noget af det mest uhyggelige, jeg har oplevet, men heldigvis var vi omringet af omsorg. Mens vi var indlagt på et privathospital i Colombo, fyldte Krapylerne TO ÅR!

I marts spurgte jeg panelet (altså jer, der læser med), om vi burde dele ungerne op, når de skulle starte i børnehave. Vi havde faktisk én holdning, men kommentarerne på indlægget fik os til at ændre mening. Jeg skrev også et indlæg om gode mareridt, og jeg tog et døgn til Paris. Jeg offentliggjorde desuden 10 ting, jeg aldrig kunne finde på, og jeg skrev lidt om det med skjulte reklamer og brug af filtre på selfies.

April måned lagde jeg ud med at filosofere lidt over min ødsle livsstil. Jeg blev desuden nomineret til prisen som ‘Nordic Blogger of The Year’. Og blev nummer 2! Jeg viste også min gamle single-hytte frem, og Jon og jeg sov væk fra ungerne for første gang på samme tid, da vi tog 24 timer til Nice. OG så begyndte jeg at overveje ikke at vise ungernes ansigter på nettet længere

I maj måned startede jeg ud med at tage til Beauty Awards med Jon på armen. Desuden medvirkede jeg i DR3s program ‘Kære Dagbog‘, hvor jeg særligt til min egen store begejstring læste op af mine dagbøger fra gymnasiet, og jeg fortalte, at jeg har Tinnitus. Og spekulerede lidt mere over det med (ikke) at vise sine børn frem på nettet. Desuden var jeg med til ELLE Style Awards (iklædt min brudekjole) og havde den vildeste frisure. Desuden byttede ungerne om på mor og far, hvilket var ret grineren, og så havde jeg en genial datenight med min mand.

Juni startede med en tur til Ystad sammen med en masse andre bloggere, og jeg traf den endelige beslutning om ikke at vise ungernes ansigter på nettet længere. Jeg viste også vores elskede kolonihavehus frem, jeg løb (meget overraskende) 5 kilometer uden at dø af det, og jeg lavede rabarbersaft i kolonihaven. Desuden var jeg først i Berlingske og siden i Go’Morgen Danmark (hvor jeg viste flade babser frem) for at fortælle om min beslutning om at lade ungerne gå på net-pension. Og så var jeg i Barcelona med en veninde. Sidst, vi var der sammen, var 10 år og otte kilo siden … Og jeg skrev lidt om, at jeg synes, man skal gøre sin uddannelse færdig, selvom man ikke gider.

Jeg startede juli ud med en samling af romantisk tankestøv, og vi var til et bryllup, der slog benene væk under mig. Og vi var på Samsø for at besøge Krapylernes mormor. Her lavede Jons moster i øvrigt verdens sygeste dessert til os … Vi måtte opgive planen om en hel måned i kolonihaven grundet det triste vejr og bookede derfor en campingferie i Kroatien! Inden da nåede vi dog at have nogle fine momenter i Skovlunde. Campingferien var vores hidtil fedeste familieoplevelse, og den startede med en gigantisk roadtrip gennem Berlin, Prag og Wien. Og jeg forelskede mig i campingfolket. Og campinglivet!

Jeg startede august ud med en taknemmelighed for tingenes tilstand. Jeg skrev desuden lidt om det med børn og bilferier, og jeg fik titlen ‘direktør‘ for et ApS. Jeg spekulerede også lidt over begrebet ‘fædre‘, og så tog jeg alene i Tivoli og prøvede Dæmonen for at lukke munden på stemmerne i mit hoved. Jeg lærte en vigtig lektie i forhold til begrebet ‘god mor’, og jeg skrev tips til at lette måsen, når man er selvstændig. Og det blev offentliggjort, at Jon havde fået sin første hovedrolle i en dansk TV-serie. Og jeg grundede lidt over det med timing i forhold til kærlighed. Og om Tornerose-syndromet.

September måned startede med en weekend uden mand og børn på matriklen! Og jeg havde lagt et sirligt skema. Hugo gav desuden Jon noia på ved at antyde, at jeg er mere letlevende, end jeg egentlig er, og jeg lavede et video-indlæg om det med at være trist og glad på skift. September satte vist noget nær varmerekord, hvilket jeg var overmåde glad for, og den bød på en ret perfekt dag på Nørrebro med min bette familie. Jeg holdt desuden et foredrag i Glamsbjerg, hvor jeg noget nær blev buet ud. Desuden flyttede jeg fra Hi House til Tinnitus, mit ganske eget kontorfællesskab!

D. 1. oktober var vild. Det var første dag, jeg rådede over 200 kvadratmeter i Holbergsgade, OG det var den dag, jeg gik solo med bloggen! Goodbye til Benjamin og andre chefer. Jeg opdagede, at mine babser var begyndt at tage sig sammen, og jeg købte min solotur til Marrakech. Hugo og Berta havde det lidt hårdt med, at deres far var så meget væk fra hjemmet, og jeg fejrede fødselsdag, hvor Jon holdt en tale for mig – helt alene i vores køkken. Femina nævnte mig som én af deres guld-damer, hvilket gjorde mig morderligt stolt, og jeg tænkte en hel del over det med at leve i nuet. Christina og jeg holdt reception for at fejre vores “nye” blogs, og jeg gik på date uden sminke. Og jeg skrev om, om vi skal have flere Lange-børn. Og efter tre måneder som græsenke var jeg stadig ret optimistisk omkring projektet. Og vi var i Lalandia i en weekend. Og fem samtaler, jeg glæder mig til at have med ungerne om 15 år. Hold da kæft – travl oktober. 🙂

November startede ud med noia på, Krapylerne startede i børnehave, jeg startede et (relativt) (u)succesfuldt sukkerstop, jeg blev syg efter et meget koldt blogger-event, jeg fik nakket min taske, og vi tog på impulsiv lang weekend til Barcelona!  Jeg skrev et langt indlæg om at have tvillinger og lidt om at vise hensyn. Og først havde jeg lave forventninger, men så ramte jeg muren i forhold til Jons udenbys-ophold, og til sidst pyntede jeg et juletræ til ære for Ungdommens Rødekors. Og bitchede over at være gråhåret.

December måned er kun lige begyndt, og grundet årets julekalender, som jeg og Christina har arbejdet på siden september, er jeg meget mere i julestemning, end jeg plejer at være allerede nu! Det forgangne år har været overvejende helt genialt, og jeg er pænt spændt på det kommende … <3

Tak fordi, I læser med! I er verdens bedste chefer, og jeg er så skide-taknemmelig over, at I gider læse mine digitale kragetæer.

Og pssst…: I dag kan man vinde det fineste kæreste-spil i vores julekalender hos Christina lige her!