fullsizerender
I går eftermiddag skulle hele vores lille Lei Lange-klan til Gilleleje for at fejre Kong Vinter sammen med Krapylernes farfar. Umiddelbart forud for vores exit sov jeg en lur i ske med ungerne, da jeg har været ramt af noget migræne, siden jeg returnerede fra Marrakech. Derfor kom vi lidt sent ud af døren og måtte altså halse for at nå toget. Jeg kunne således ikke nå anden frokost end at gribe den skål med salat og grøntsager, som var til overs fra den foregående dags aftensmad. Og en gaffel. Altså sad jeg i kystbanetoget og spiste salat, tomater, søde kartofler og broccoli og sagde grinende til Jon, at hvis en fremmed så mig nu, ville de få det komplet forkerte indtryk af mig. “Åhr, hun er typen, der lige laver en salat, inden hun skal med toget. Slap dog af og spis et pølsehorn fra 7-11”, kunne en sådan fremmed måske tænke.

En lignende misforståelse skete faktisk selvsamme formiddag, da Jon, ungerne og jeg var i Magasin for at købe et par julegaver. Hele morgenen havde jeg hængt sammen med Berta som ærtehalm. Hun er helt klart den største kælepotte af mine to børn, og særligt fordi jeg netop var hjemvendt efter min tur uden familien, trængte både hun og jeg til nus. Hugo har de seneste måneder haft alt for meget krudt i røven til at sidde og gnide næser med sin mor, da han konstant er optaget af at opfinde nye ord og slås med dyr, som kun han (og nogle gange Berta) kan se. Henunder aftenen bliver han dog altid salig og vil meget gerne ligge sammen med mig og nusse mit hår, og når han slår sig, duer kun mor. Og så snart, han er villig, er jeg klar med åbne arme. Selvsagt.

Efter indkøbene begav vi os mod kælderetagen, da vi lige ville spise lidt frokost (hvilket jeg så ikke nåede jævnfør fortællingen ovenfor), og på vej herned gik Hugo ind i et skilt og slog sit hoved en lille smule. Jeg øjnede straks chancen og tog ham op i favnen. Han lod sig nusse en rum tid, hvorefter han hellere ville stå ved siden af mig, så han fik den fulde oplevelse, da vi tog turen ned ad rulletrappen. Intet slår for tiden rulletrappen.
Da vi kom ned i spiseområdet, gik Hugo med Jon hen for at vælge mad, mens Berta gik med mig for at finde nogle siddepladser. Hun fandt en stol, som hun kravlede op på, og jeg satte og ved siden af hende. Mens vi sad og sludrede om det faktum, at Magasin ikke har babystole, men at hun også er så stor nu, at de ikke er bydende nødvendige, fik jeg flere gange øjenkontakt med en ældre dame, som sad ved det næste bord og smilede sødt til os.
Lidt efter kom Hugo spændende og ville sidde hos mig og nusse hår. Jeg tog ham straks op på skødet og nød, at jeg for en gangs skyld kunne bruges, og han blev både kysset, krammet og snuset i nakken, mens Berta sad og kiggede lidt rundt på de andre mennesker og snakkede om julemænd og rensdyr.

Netop da fik jeg så atter øjenkontakt med den ældre dame. Hendes smil var stivnet en smule, da hun sagde: “Husk nu din lille pige også”.
Jeg smilede til hende og svarede “Undskyld, men jeg forstår vist ikke, hvad du mener?”
Damen svarede: “Du har så travlt med at tage dig af din søn. Du må ikke gøre forskel på dine børn. Du skal også huske din lille pige”.

Heldigvis vidste jeg, at de anklager, den ganske uvidende (og sikkert velmenende) dame kom med, havde præcis lige så lidt på sig, som en fremmed i kystbanetoget ville have haft, hvis de havde beskyldt mig for at være en helsefanatiker. Derfor blev jeg ikke engang vred, og det føltes faktisk fantastisk!
Som mange andre førstegangsmødre har jeg, siden mine børn kom til verden, meget, meget tit stillet spørgsmålstegn ved mig selv og mine evner i forhold til at gøre det allerbedste for mine ynglinger. BEGGE mine ynglinger. Jeg har tit været bange for ikke at slå til og ikke at gøre alting helt perfekt, og jeg har set mig rigtigt meget over skulderen, hvilket har været enormt trættende – det har jeg i øvrigt skrevet om her.

Men i går gik det op for mig, at jeg åbenbart efterhånden hviler ret godt i det med at være mor til lige præcis mine børn, og at jeg ikke havde nogen som helst øm tå i forhold til det, der blev antydet, for jeg smilede stort til den fremmede kvinde og fortalte hende, at hun ingen grund havde til bekymring. Og så mindrede jeg hende om, at hun nok i øvrigt skulle passe på med at dømme folk, hun ikke kender. Mens jeg kyssede Hugo en ekstra gang i nakken. <3

 

— — — — — — — — — — — — — –

 

Husk i øvrigt, at Christina i dag åbner den 12. låge i vores julekalender! Fine rabatter her!