Jeg stod engang nede i cykelkælderen under Aller og var ved at parkere min cykel. Da jeg havde hevet min taske op af cykelkurven og begav mig mod skydedøren, indhentede en af direktørerne mig og henledte venligt min opmærksomhed på, at jeg ikke havde låst min cykel. Jeg takkede for venligheden og forsikrede ham om, at der ikke var tale om en forglemmelse. Jeg har i de små fem år, jeg arbejdede på ELLE, aldrig låst min cykel, når den stod i cykelkælderen. Jeg vil meget hellere stole på, at de folk, jeg arbejder sammen med, sgu da ikke lige sådan raner min jernhest på vej hjem fra job. Han grinede og rystede lidt på hovedet af mig, men i alle de år er min cykel altså aldrig blevet stjålet. Og hver dag, når jeg har hentet den, er jeg således blevet bekræftet i, at folk er gode nok. Den følelse var helt klart risikoen værd.

Det er lidt den samme filosofi, jeg har omkring det med at rejse alene. Jeg kan godt lide at tage ud og mærke verden lidt mere, end jeg synes, jeg gør, når jeg rejser sammen med andre. Altså, jeg elsker mindst lige så meget at rejse med venner eller min familie, men forandring fryder som bekendt.

I dag er jeg jo i Marrakech, og fordi det er min første aften, kom solens nedstigning bag på mig. Egentlig havde jeg tænkt mig at tage tilbage til mit riad inden mørkets frembrud, men det nåede jeg heldigvis ikke, for postyret på Djeema El Fna-pladsen var præcis så charmerende som altid. Efter at have overværet mavedansere, drukket en appelsinjuice og afvist en 7-8 ungersvende, der alle bad mig komme hen til deres bod for at spise og alle sammen afviste min afvisning med “But you’re so skinny!”, tog jeg en tuk-tuk hjem. Det er nyt – de fandtes ikke sådan i taxaform, da jeg var i Marrakech for halvandet år siden.

Hvis et køretøj kan have det absolut modsatte af støddæmpere, så havde denne tuk-tuk det! Den hoppede og dansede så meget på vejen, at jeg ønskede, jeg havde taget min sports-BH på. Og som jeg sad dér og forsøgte at kile mig fast mellem sæde og armlæn, mens jeg stemte imod gulvet med fødderne og mod loftet med hænderne, kom jeg til at grine småhøjt for mig selv over den nogenlunde absurte situation, at jeg sad dér bag på en stærkt overvægtig mand, jeg ikke kendte, mens andre fremmede sprang for livet, når han drønede lige forbi dem. Faktisk ramte vi en scooter, så gnisterne føg mig om ørene, men det tog hverken den ene eller den anden mand notits af.

Jeg elsker at rejse alene, fordi jeg ser, hører og husker alt, jeg oplever, meget stærkere, når jeg kun skal forholde mig til dem og ikke folk, jeg skal blive enig med om, hvilken vej, vi skal. Eller hvor vi skal spise. Eller hvornår vi skal hjem. Og jeg elsker det, fordi jeg snakker så herre-meget til hverdag – derfor er det dejligt med ro i hovedet i et par dage, hvor tankerne bundfælder sig, og hvor stilheden overtager en lille smule. Og jeg elsker det, fordi det føles som en tillidserklæring til verden.

Det sjove er, at nu, hvor jeg er gift og har børn, synes folk tit, at det er sejt, når jeg rejser alene. Da jeg var single, synes folk, det var synd for mig, når jeg sådan drog ud i verden helt solo. Helt misforstået troede de nok, at jeg ikke havde andet valg, hvilket egentlig var noget underligt noget.

Nu vil jeg skænke mig endnu en kop myntete, læse en side eller 32 mere i min krimi og bagefter spise noget aftensmad. Helt solo. Oh, the joy! I morgen kommer min bedste veninde, og så skal jeg vise hende min yndlingsby. Oh, the joy! Jep, jeg får sgu det hele på disse tre dage. 🙂