15712955_10154531622846886_1569131265_n
Billedet er fra gallafesten i 3. g., 1999. Kjolen er fra Pimpkie i Flensborg, og læbestiften er den dér brune én, Helena Rubinstein spandt guld på i 90’erne. Og pungen er sådan én med mit stjernetegn på.

Jeg var ikke en af de seje piger, da jeg gik i gymnasiet. På gymnasiet hang alle de seje ud i forhallen i frikvarterene. Jeg hang ud i computerrummet og diskuterede de fyre, vi var forelskede i, med min bedste veninde, Sara.
I fritiden gik jeg til tværfløjte og springgymnastik, hvilket var ret hot i Sønderborg dengang (altså gymnastik – ikke tværfløjte!), men jeg var ikke specielt god til det. De seje tøser og de seje fyre på gymnasiet var konstant kærester på kryds og tværs. De røg cigaretter i frikvarteret, gik i Doctor Martens-støvler og på bar med udslået hår og store islænder-sweatre. Jeg havde ikke nogen kæreste, mens jeg gik i gymnasiet, men sukkede ubønhørligt efter Steffen, den flotte 2.HF’er, som jeg trods megen iver aldrig rigtigt fik kløerne i.
De seje hilste ikke på mig, og på et tidspunkt holdt jeg op med at hilse på dem, selvom vi sås hver dag i gangene på gymnasiet og til fritidsaktiviteter, og det var der på en eller anden måde sit eget lille økosystem i.

I går var jeg i byen i Sønderborg igen. Det er der tradition for, som jeg tror, der er det i mange byer i udkants-Danmark henover julen. Jon og jeg mødtes med et hold venner, og så drak vi gin/tonics.
For nogle år siden, når jeg gik i byen d. 25. december i Sønderborg, lignede alt sig selv. Alle de andre var også hjemme på juleferie, så jeg mødte både de seje og de useje, når vi stod dér i baren og ventede på sjusser eller i kø til toilettet. De seje så mig ikke, og de useje gav hi-fives og så spurgte vi hinanden, hvordan det gik.
Men nu har jeg en blog, og pludselig får jeg mange flere hi-fives, end jeg nogensinde har gjort. Folk, jeg sagtens kan huske fra fordums tid, og som jeg aldrig har haft et beef med, men som heller aldrig har set i min retning, kan pludselig huske oplevelser, vi har haft sammen for tyve år siden og giver sig nu tid til at give en krammer, ønske glædelig jul og faktisk tit også komplimentere mine anstrengelser online.

Og det er rart og hyggeligt! Bestemt! For de fleste mennesker er jo vitterligt søde mennesker, og jeg er i dén grad fan af krammere og hi-fives fremfor katteklør og ballade. Men det er også lidt underligt. For bortset fra min alder, min ægteskabelige status og mit antal af efterkommere, er jeg er fuuuldstændig den samme, som jeg var dengang, hvor jeg gik i polyester-bukser, snakeprint-mavebluse og Buffalos og dansede til DJ Alligator og det dér sindssygt lange techno-nummer, ‘The Dark Side’, fra filmen ‘Blade’. Og de er sikkert også de samme. Og det må vel betyde, at vi var lige seje eller useje dengang, vi gik i gymnasiet. Og det ville jeg egentlig godt have vidst dengang. 🙂