15310604_10154466492311886_2062730975_n
Jeg glæder mig komplet tosset til juleaften i år, og det er der flere grunde til.
Fordi jeg nu er gift, og sådan noget, kan jeg jo ikke længere forvente at holde jul hjemme hos min egen familie hvert år. Og sidste år var således første gang, at jeg måtte undvære min lillesøster og min far, mens vi skovlede and og sukker-kartofler indenbords og efterfølgende dansede rundt om juletræet og åbnede gaver. Sidste år holdt vi nemlig jul hos os i Nørregade sammen med Jons mor, far og søster, og det var sindssygt hyggeligt, men jeg skulle dog sluge et par kameler, da alt jo ikke foregik på den måde, jeg synes er den helt rigtige.

Det, der dog var allermest rigtigt hele aftenen, var da vi dansede rundt om juletræet, og jeg bogstaveligt talt oplevede at se julelysende genskinne i mine børns øjne. Helt bogstaveligt. Og jeg tudede. Helt bogstaveligt. Dengang var de jo lidt under to år og fattede ikke mange bønner af foretagenet. Men de livede totalt op, da vi satte (kontrolleret) ild til juletræet, og de blev ved med at skifte plads i rundkredsen, så de fik danset på alle positioner og med alle familiemedlemmer i hænderne.

Jeg glædede mig allerede dengang over at vide, at de ville forstå meget mere af hele julekonceptet i år, hvor vi skal fejre højtiden på Als. Vi planlægger at smutte til øen d. 22. om aftenen, så vi kan nå at bruge dagen inden juleaftensdag på at gå ture, pakke de sidste gaver ind og falde ind i stemningen om, at vi ikke skal nå noget. Og forhåbentlig se sneen dale udenfor vinduerne … Og så skal vi selvfølgelig se Disney’s Juleshow med Krapylerne kl. 16!
Vi plejer at spise and til jul, og min Elke er en gudsbenådet kok. Hun laver en sovs som ingen anden, jeg kender, og hendes brunede kartofler smager som en lille bid af himmerige! Min far har sin egen tradition med at lægge en medisterpølse ned i fadet til anden, mens den er i ovnen. Så tager pølsen nemlig smag af and, og så kan man få julen til at vare helt til nytår ved frokostbordet i dagene derefter. Meget smart! Prøv det!

15328204_10154466495121886_1887703765_n
I min familie har vi altid haft en tradition om, at når vi har danset om juletræet, og alle dejser om i sofaer og diverse, så er det de yngste i selskabet, der (iklædt nissehuer) fordeler alle gaverne. Dét er ret sikker på, Krapylerne vil være game på – måske med en kende assistance fra undertegnede. Derefter pakker vi gaverne op efter tur – en efter en – så alle kan være med til at sige “Nøøøøj” til hinandens foræringer. Det er ret hyggeligt, synes jeg, og trækker tiden godt ud, så aftenen varer længere.
Før i tiden gik vi gerne i kirke ved midnat selve juleaften. Min far og Elke bor lige overfor kirken i Sønderborg, og på den måde var kirken ikke noget, der skulle stresses igennem mellem kartoffelkogeri og pyntning af juletræ om eftermiddagen, men i stedet en fin måde at slutte dagen af på. Men den vil nok alligevel blive lidt stram med Krapylerne, tænker jeg.

Jeg har altid været sådan lidt barnlig i det. Jeg elsker Tivoli, isdesserter og juleaften, og jeg glæder mig fuldkommen vanvittigt til at introducere mine to, hjemmelavede mennesker i den hygge, kærlighed og begejstring, jeg synes, julen står for. Jeg håber, de bliver lige så store fans. Sidste år klædte Jon sig ud som julemanden, hvilket var meget populært, men siden har Hugo udviklet en fobi for nisser, og de er begge to løbet skrigende i den anden retning de gange, der har været optakt til et julemands-encounter indtil nu i denne december, så måske det bare skal vente til næste år …

Må jeg have lov at spørge, hvad I, der læser med, forbinder med “rigtig jul”? Det er så skægt at høre, hvilke små særheder, de fleste familier bærer med sig gennem generationer, uden hvilke, det absolut ikke kan blive d. 24. 🙂