15724279_10154524977581886_382449015_n
Jeg føler mig ægte glad nede i maven lige nu.
Vi er på Als for at fejre jul, og i formiddags gik min far og søster i skoven og tog Hugo med. Jon tog samtidig ned i Fitness World for at udfordre noget jern (juleaftensdag! Vi er tydeligvis ikke genetisk beslægtede), og det gav mig et par timer alene med Berta. Vi læste bøger, tegnede et juletræ, spiste ostemadder (den pige går ike af vejen for en Gammel Ole, det er ret imponerende/skræmmende) og hjalp Bedstemor med at røre lidt i risengrøden. Det var så stille, roligt og nært – det der med bare at have ét barn at give opmærksomhed – , at jeg smågrinende i mit stille sind måtte give ret mange ret i, at vi i øvrigt vist har nok at se med tvillinger. Især fordi Hugo rummer mere energi og lyst til opmærksomhed end en Duracell-kanin med ADHD (Jep, jeg ved godt, hvor han har det fra).
Da folket vendte retur fra skoven, og Jon havde flyttet jern nok, fortrak min far til gemakkerne på førstesalen og vendte til stor begejstring for særligt føromtalte Duracell-kanin retur som Julemanden! Med en slunken sæk indeholdende blot to gaver, som heldigvis rummede præcis det, mine Krapyler havde sat næserne op efter: PlusPlus’er!
Efter frokostspisning af risengrød gik Jon, Hugo, Berta og jeg ned på mit gamle værelse i kælderen og begravede os i dyner, og da ungerne var faldet i søvn, brugte Jon og jeg lige et par minutter på hviskende at give hinanden ret i, at de to sovende mirakler i dén grad er i særklasse udover enhver kategori. FUCK, hvor jeg elsker min familie! OG der er andesteg på menuen i aften! <3
Lige om lidt vil jeg gå ud i køkkenet og komponere en dobbeltportion mere af dem her, for min far inhalerede alle dem, jeg lavede i går, på under et minut. Og så vil jeg glæde mig til Disney’s Juleshow kl. 16.

Jeg slutter dette indlæg i den helt rigtige juleånd, nemlig med et lille, kommercielt indslag. 😉
Som jeg fortalte, er jeg lige nu med i et lille Samsung-forsøg, som har til hensigt at nedsætte vintertrætheden blandt mørkeramte danskere. Se lige den fine film, de har lavet, som teaser til projektet! Min blog er nævnt til sidst. Det kan jeg godt blive sådan lidt optursramt over.
Videoen nedenfor er en del af et sponsoreret samarbejde og indeholder altså reklame.

GLÆDELIG JUL ønskes i al beskedenhed her fra en brun sofa i Sønderborg. Jeg har læst mig til, at mange flere mennesker i år end tidligere har inviteret fremmede med til julebordet – en tendens, der er vundet frem som resultat af, at nogle seje mennesker gør deres for, at færre skal føle sig ensomme i julen. Jeg ELSKER det! Det må vi også gøre et år!

Pssst …: I dag har Christina åbnet den SIDSTE låge i vores fælles julekalender! Klik her og se, hvad det er …<3