Jeg bliver fandme så rørt. Lige når man vakler i troen på det gode, fordi en ung, sund, sej og skidesød mor med dejlig mand og to lækre unger bliver ramt af kræft med sådan en styrke, at det virker overnaturligt ondt. Så sker der det, at en hel masse mennesker går sammen om at gøre deres for, at Anja får så langt tid med dem, hun holder af, som muligt, før det er forbi. Folk, der ikke kender Anja. Rigtigt mange, faktisk. Og vi kender jo desværre alle nogen med kræft. Og i sidste uge handlede TV ikke om andet en kræft. Jeg var lidt bange for, at noget så dumt som timing ville komme til hinder for, at folk ville kunne overskue at tage del i den indsamling, som to af Anjas bedste veninder har stablet på benene. Og det ville være grusomt, for tiden er ikke på Anjas side i forhold til behandling. Det haster.

Men det viser sig overhovedet ikke at være tilfældet. Siden min deling på Instagram har jeg modtaget helt overvældende mange beskeder fra for Anja komplet fremmede mennesker, der har støttet og nogle sågar hævet af deres kontanthjælp for at spæde til, så Anja kan få den behandling, som det offentlige ikke kan tilbyde hende herhjemme. På én eller anden måde er de små beløb næsten de mest rørende. De beviser også, at det ikke handler om, at man donerer alt, hvad man har. For hvis vi er nok, der giver lidt, er det måske nok. Og hvis vi alle sammen bare giver en smule her, har vi måske også råd til at give en smule næste gang, at nogen får brug for det. For det gør de jo, desværre. For helvede, det er så forpulet svært at forstå… Jeg kan simpelthen ikke rumme det. 

Derfor vil jeg her til aften i stedet hæfte mig ved det smukke i, at vi hjælper hinanden. At I gider, vil og vælger at hjælpe Anja, selvom I ikke kender hende. Det tuder jeg over lige nu. Lige ned i min iPhone. Dét giver mig sgu en tro på det gode i verden, når tingene ellers ser sorte ud. TAK! Af hjertet tak!

Man kan læse mere om indsamlingen, der går til at forlænge Anjas liv, lige her. Indsamlingen er i øvrigt godkendt af Indsamlingsnævnet.