Jeg har aldrig set en kø så lang som den foran Tivoli denne eftermiddag! Ikke engang, sidst Kanye West lavede gummisko! Vi havde dog snuhed nok til at bevæge os om på den anden side, hvor antallet af mennesker i kødhale var noget lavere. Lige inden, vi blev lukket ind, skete der det, at den cirka 3-årlige pige, som sad på skuldrene af sin far til venstre for mig, brækkede sig ned i håret på ham. Godt og grundigt. Det flød i en lind og (antager jeg) lun strøm ned ad kinderne på ham og videre ned ad hans jakke. I sandhed et sørgeligt syn. Faren stod bare og tog det, og pigen var komplet grøn i hovedet. Jeg spottede en del vingummier blandt de undslupne masser, så mit gæt er, at hun har haft gang i et børne-blandingsmisbrug, der var større, end hendes bette mave kunne kapere.

Umiddelbart derefter hørte jeg den ene billetmand fortælle om situationen til den anden (en ældre og meget grumpy herre), som svarede: “Har vi tid til at tage os af det? Nej, vel?! Lad det ligge!” I sandhed en travl dag i Tivoli. Som den gode samaritaner tilbød jeg den kastop-indsmurte far min hjælp, som han afslog høfligt og noget træt i det…

Men hvorom alting er havde vi en fest i Tivoli! Vi prøvede alt muligt med ungerne, og jeg er stadig i tvivl om, hvem der havde størst optur. Dem, fordi de nu totalt forstår konceptet, eller mig fordi ditto. 🙂 Desuden er Tivoli måske jordens smukkeste sted, når julelysene glimter. Jeg bliver altid helt stolt på min bys vegne hvert år.

Vi stillede sulten i den lille italienske restaurant til højre for Galoppen, hvilket var en stor succes – lige indtil regningen kom. Jesus Christ! For den pris vil jeg næste gang huske at bede om diamanter i stedet for parmesan på min pasta-bolo!

Nu sover Krapylerne, og Jon og jeg planlægger at henslæbe de næste par timer med ‘The Affair’s sæson tre i dummekassen! 

Hav lige en dejlig lørdag! Hvis man skal i byen, så er her min udfordring: Køb et shot til en fremmed! Det koster ikke det store, og hvad er det værste, der kan ske…?