2f99b3a500000578-3373542-image-a-39_1450983102235
Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der læser med her på bloggen, som har set min Instagram Stories i dag, men de, der har, har måske bemærket, at jeg på et tidspunkt bider i et stykke chokolade. Hårdt. Jeg har i dag, til fordel for Ungdommens Rødekors, som arrangerer julefester for anbragte børn, pyntet et juletræ, som sammen med ni andre fra på mandag kan købes på auktion. De bad mig vælge et tema, og jeg valgte selvfølgelig chokolade. Så mit træ bærer for 5.000 kr. chokolade. Bum.

Men nu tilbage til sukkerstoppet.
Det går altså ikke skidegodt – det kan jeg lige så godt indrømme. Den cola, jeg drak i Barcelona, skulle vise sig at være en gateway-cola. Jon sagde “Nu er vi jo i Barcelona, skat! Du har ferie!” og pludselig sad jeg med en bøtte Ben and Jerry’s mellem hænderne. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville hoppe tilbage på vognen, når vi kom hjem til Danmark, og det har jeg også gjort. På deltid, hvis man kan sige det sådan. Jeg spiser på ingen måde så meget slik, som jeg gjorde før, men jeg spiser nok cirka de mængder, som almindelige mennesker gør. Ikke hver dag, måske, men der ryger slik ned – og colaer ligeså. Det er jeg sgu ked af i forhold til jer, der lod jer inspirere og fulgte med i mit sukkerstop, må jeg indrømme. Hvordan går det med jer? Står i distancen?

Til gengæld har jeg gjort noget andet. Jeg har taget Lotte Arndal op på det tilbud, hun gav mig, da jeg tog mig en halvandet år lang sommerferie fra træning sidste år i juni. Hun sagde nemlig, at jeg altid var velkommen tilbage, når jeg ville i form igen. Og i denne uge er det to år siden, jeg startede hos hende første gang. Da var Krapylerne ni måneder gamle, og hun fik sat sådan ret god skik på min efterfødselskrop med ondt i ryggen.
De rygsmerter er på det seneste vendt tilbage, og da begge mine unger efterhånden vejer på den flotte side af 15 kilo, vil jeg gerne være stærk igen. Så på mandag lægger hun et nyt kom-igang-program til mig, som jeg så selv skal stå for at gennemtæske et par gange om ugen. Og det gider jeg faktisk godt! Da jeg var i centret forleden for at booke en tid, kunne jeg mærke, at jeg savnede at have den følelse af råstyrke, som jeg havde, dengang jeg trænede dernede hver uge. Desuden kunne jeg som en bonus spise præcis, hvad der passede mig, uden at mine bukser strammede.

Apropos mad, så står den i aften på date med Jon, og jeg glæder mig ret meget, selvom vi stadig ikke aner, hvor vi skal spise. Vores favoritsted, Condesa, er fully booked, og det er de fleste af storbyens øvrige steder også, så måske ender vi med en burger på Mac’en, men det kunne vel også være værre. 😉

Med ønsket om en vindunderlig fredag aften! Til de, der skal se finale i Vild Med Dans må jeg sige, at jeg er lidt misundelig, men ikke nok til, at jeg vil sidde en mulighed for en date-night overhørig. Jeg håber, at Jons arbejdsskema matcher TV2s sendetider lidt bedre næste år, hehe.

Møs fra MM. <3

Og PS: Husk lige det her … 🙂