14938063_10154387868681886_1993591450_n
It’s official! Jeg har to kæmpestor, små børnehavebørn!
I går var jeg med ungerne henne i børnehaven fra 8.30 til 11, hvorefter de kom med mig hjem, og i dag afleverede vi dem så i pædagogernes varetægt klokken 9, og klokken 11.30, når de har spist frokost, henter Jon dem igen. Og jeg må indrømme, at det føltes som noget nær det største svigt i verdenshistorien at forlade mine små poder (særligt Berta, der ikke var specielt stolt ved situationen) i en stue med 22 børn og tre voksne allerede i dag. Jeg kunne altså godt have brugt i hvert fald én dag mere sammen med dem, så vi i fællesskab kunne blive enige om, at børnehaven er et godt sted.
Hvilket jeg i øvrigt føler mig totalt sikker på, at det er. Alle pædagogerne er unge og cool, og alle virker som om, de brænder for det, de laver. Desuden er mange af ungernes gamle venner fra vuggestuen der, og der er kreative indslag på alle dage. Og så er ungernes primær-pædagog i øvrigt totalt typen, jeg har lyst til at drikke en gin/tonic med.

Men det føles meget speedet allerede på andendagen at overlade mine allerkæreste til deres skæbne. Efter planen skal de i morgen sove lur der for første gang, men det er jeg altså ikke sikker på, de kommer til. Jeg pønser kraftigt på at hente dem igen, når de har spist frokost, og så kan vi se på fredagen, når vi når så langt …

I eftermiddag kører Jon retur til Svendborg efter at have filmet i København de seneste to dage, og så går jeg tilbage til den splittelse, der er i, at jeg savner Krapylerne, så det gør ondt helt ind i marven, når de er i børnehave, og ikke helt kan overskue deres energi-niveau, når vi så er sammen. Den er jeg ret sikker på, at de fleste forældre har prøvet fra tid til anden.
I morgen kommer Nina og Kopierne til PUSOS (Politisk Ukorrekt Spis-og-Skrid. Defineret ved, at hovedretten som oftest er frysepizza til børnene og chokolade til de voksne), og det har jeg så gedigen optur over, fordi vi pludselig er nået til et sted i livet, hvor vores fire tvillinger rent faktisk leger med hinanden! Sådan, med glæde! Når de skal sige farvel til hinanden, giver de både kys og krammere, og hvad vildere er, er at jeg faktisk har på fornemmelsen, at Hugo kan se forskel på Ninas to enæggede drenge. Noget, de fleste andre har svært ved.

At have små børn er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Det sjoveste, det dejligste, det mest fantastiske, det mest røvkedelige og det mest livsændrende. Og ret meget mere, jeg først tror, jeg formår at sætte ord på, når de engang er flyttet hjemmefra, og Jon og jeg sidder i hver sin gyngestol på terrassen og snakker om årene, der gik. Og jeg ville ikke bytte for en skid! (I hvert fald højst et par dage om året, hvor jeg smutter til Marrakech og får en rygmassage, læser lidt krimi og drikker lidt mynte-te!).