15135582_10154425147411886_1995228518_n
Jeg har altid drømt om at få et barn. Et enkelt, lillebitte barn, som jeg kunne gå rundt med i en bæresele, sove lur med på maven under barslen og måske, på et tidspunkt, gøre til storebror eller -søster.
Og da Jon og jeg  så, d. 17. august 2013, var til en tidlig scanning for at få bekræftet, at jeg virkelig var blevet gravid lige efter vores bryllup, fandt vi ud af, at sådan skulle det ikke være for os. Vi skulle nemlig have tvillinger.
Og det tog mig lige præcis 0,01 sekund at vænne mig til den nye virkelighed! Jeg var ved allerførste øjekast dér på jordemoderens skærm allerede dybt og inderligt forelsket i de to små peanuts, der lå inden under min navle, og det samme var Jon. Det føltes som om, det havde været skrevet i stjerne siden længe før, vi mødte hinanden, at vi sammen skulle være forældre til to på en gang.

Mens jeg var gravid, stiftede jeg første gang bekendtskab med folk, der taler uden at tænke sig om. Eller det er løgn. Den type møder jeg faktisk i spejlet hver morgen. 😉 Men det gik for alvor op for mig, at der lader til at være en form for kollektiv konsensus om, at der er nogle ting, man godt må sige til andre mennesker, som egentlig rakker dem ned, mens der er andre ting, man holder for sig selv.
Man må eksempelvis ikke sige “Sikke da en uheldig næse, du er blevet udstyret med” til folk, man ikke kender. (Eller folk, man kender, for den sags skyld). “Den er jeg godt nok glad for, jeg ikke løber rundt med. Men godt for dig, hvis du kan lide den!”.
Til gengæld må man åbenbart gerne sige “Jeg kunne godt nok ikke tænke mig at få tvillinger!” til folk, der fortæller, at de er gravide med netop det. “Jeg tror, det bliver ustyrligt hårdt. Men godt for dig, at du tror, du kan klare det!”.

Nytårsaften, da klokken var to minutter over 2014, stod Nina (Kopiernes mor) og jeg på gaden foran mit daværende hjem (bedre kendt som Rådhuspladsen) med hver vores enorme vom. Nina havde termin to uger senere, og Krapylerne kom til verden sidst i februar. Vi var ekstatiske over vores egen lykke, og vi skålede i boblevand for det nye år, som ville byde på sammenlagt fire børn og masser af nye, spændende oplevelser for os begge to og vores mænd.
Inden vi gik op i lejligheden igen, bad vi en komplet fremmed dame om at tage et billede af os og vores indvortes unger, og det gjorde hun. Da hun rakte min iPhone 5 tilbage til mig, var det med sætningen “I skal nok regne med at være skilt indenfor max 2 år. Det blev jeg, og vi fik tvillinger. Godt nytår!”.

Efter at jeg har fået børn, er den slags kommentarer fortsat. Folk kigger på mine unger, ser op på mig og kommer med en antagelse eller et udsagn. “Puha, det ville jeg ikke kunne overskue”, “Vi har tvillinger i min familie, og jeg var dødsens angst for, at jeg også skulle få sådan to, men jeg fik HELDIGVIS kun én”, “Det må simpelthen være så HÅRDT” og andet af samme skuffe.
Mange siger til mig, at disse fremmede nok mener det som et kompliment. Ligesom at folk der, da jeg var teenager, sagde til mig, at jeg lignede et stankelben eller en KZ-fange, sikkert mente, at jeg var heldig at være så tynd.
Men ligesom dengang mener jeg det samme nu: Hvis man gerne vil give nogen en kompliment, så skal man gøre dét. Sige noget pænt. Det bliver folk generelt ret glade for, er min opfattelse. Jeg gør i hvert fald!
Da vi var i Barcelona, var der en dame, jeg fik øjenkontakt med i en kø i et supermarked, mens jeg havde et Sørens hyr med at holde styr på Krapylerne, der sagde “Congratulations, they are WONDERFUL!” med et stort smil og hjerter i øjnene, og det gjorde mig SÅ glad, for jeg er helt enig, så jeg følte mig så set. Det gør jeg ikke, når folk fortæller mig, at de ikke ville have lyst til det, jeg har. Til de børn, jeg elsker. At de er glade for at være fri. Om de så siger det lige ud eller antyder det, selvom det første selvsagt er det, der gør mig mest træls.

Jeg kører gerne med en “two strikes”-politik. Når folk én gang fortæller mig, at de absolut ikke er misundelige på min livssituation, så lader jeg dem slippe. Det kan blive stramt for selv den bedste, og jeg får også lukket ting ud, der er mindre heldige nu og da. Når en fremmed fuldkommen uprovokeret kommer op til mig, ser på mine børn og siger “Nej, hvor er det hårdt” eller “Jeg ville dø, hvis jeg havde tvillinger”, så svarer jeg som regel med et smil “Jeg synes ikke, det er så slemt”, “De sover heldigvis godt om natten” eller “Jeg tror, der er ret meget arbejde i at få børn – uanset hvor mange man får af gangen”. Nogle gange går den, vi smiler til hinanden og går hver til sit.
Men som oftest kommer der et retur-svar a la “Ja, men det ville jeg bare ikke kunne holde ud”, “Godt, det ikke er mig” eller “Du må jo trøste dig med, at de nok bliver glade for det i længden”. Og det er så der, jeg skifter taktik.
Det skete en dag, hvor jeg, i stedet for at blive irriteret, lukke i og gå min vej med et horn i siden, sagde, hvad jeg følte.
screen-shot-2016-11-17-at-14-50-23
Og det er sådan cirka det her:
Mine børn har altid deres allermest fortrolige med, og det har de altid haft. Som spæde græd de utroligt sjældent. Så sjældent, faktisk, at jeg var bange for, at der var noget galt med dem, for alle andres børn græd ret tit. Fordi de var tvillinger, var amningen noget af et projekt. Derfor satte jeg det helt fra starten i system, og de fik bryst i halvanden time hver tredje time. På minutten. Døgnet rundt. Derfor nåede de aldrig at “melde sig”, som sundhedsplejersken kaldte det. Altså græde af sult. Jeg kom dem altid i forkøbet. Desuden er de aldrig blevet ammet under et café-besøg, for de færreste caféer har plads til ammepuder af den størrelse, vi krævede. Min personlige mening er, at det har givet dem en rolig start på livet, hvor maden blev serveret i trygge rammer allerede lidt før, den egentlig var krævet, og det havde de ret tidligt tillid til.
Desuden har de altid sovet godt om natten, og det, tror jeg, har noget at gøre med, at de altid har ligget tæt på hinanden. De har altid kunne lugte og fornemme hinanden, høre hinandens åndedræt, hjerte og pruttelyde. Engang flyttede vi om på deres værelse, og den følgende uge havde vi meget sværere ved at putte dem end vanligt. Lige indtil min svigermor pointerede, at vi havde placeret en kommode imellem deres senge. Den blev flyttet, og nattesøvnen vendte straks retur.
Jeg synes, det var skidesvært pludselig at skulle aflevere mine små poder i vuggestuen, og sådan tror jeg, mange mødre har det. Fra den ene dag til den anden skal ens bittesmå yndlingsmennesker ud i verden og tvinges for første gang nogensinde til at stole på nogen, de ikke er i familie med. Men mine børn var ikke alene. De havde deres trofaste væbner ved deres side, og de har således aldrig bare været afleveret et sted, hvor der skulle holdes øje med dem, til vi fik tid til at tage os af dem igen. De har været sammen men en søskende og har bygget på deres indbyrdes forhold, mens vi voksne havde travlt med at være på arbejde. Det blev især tydeliggjort, da de i forrige uge startede i børnehaven. Både Hugo og Berta talte meget om, hvordan de skulle følges derhen, og det var meget tydeligt, at det gjorde dem mere spændte end bange for projektet. På den første dag i børnehaven startede de med at lege sammen i en times tid. Fordi de var to, var det lettere for dem at relatere til de andre grupper af børn, og langsomt begyndte de at søge væk fra hinanden og lege med andre. Men de havde hele tiden hinanden i øjenkrogen, hvis nu noget blev for stort eller fremmed. Allerede i dag, to uger senere, leger de lige så meget med de andre børn som med hinanden, men det, at de følges, gør, at pædagogerne siger, man overhovedet ikke kan mærke på dem, at de er nye.
I denne uge var vi i Barcelona. På sådan en miniferie er der megen transporttid. For børn ligegyldig tid i lufthavnen, ombord på flyet eller bare op og ned ad Ramblaen, hvor man sidder og glor ud i luften, mens mor og far får et kick ud af Gaudí-bygninger, solskin og billige papirvifter. Med mindre man er tvilling. Så er al tid børnetid. Klapvognen bruges til at synge i kor, give krammere eller finde ud af, hvem der først kan spotte en rød bil. Ventetid i lufthavnen bruges til at gemme sig under A-skilte for hinanden, lege leoparder, imitere henholdsvis Dora og Boots eller se, hvem der kan hoppe længst.

Alt det siger jeg jo ikke, når folk svarer mig igen i mit forsøg på at stå ved, at jeg ikke er ked af at have fået tvillinger, og at jeg ikke går rundt og synes, det er skidehårdt det meste af tiden. Jeg gør det bare kort ved at sige, at jeg tænker, det må være så ensomt at få én.

Dette indlæg er på absolut ingen som helst måde ment som en sviner til folk, der er forældre til et barn. Overhovedet. Det er ganske enkelt og helt ene og alene ment som en hyldest til tvillinger. Og som en forklaring på, hvorfor jeg svarer, som jeg gør, når fremmede vil have mig til at krybe til korset og indrømme, at jeg ville ønske, mit liv var mere som deres.
For det ville jeg ikke. Jeg er så glad for det liv, jeg har fået med min Langemand og mine Krapyler, og som min dagbog i billedet øverst ganske rigtigt bevidner, så har jeg været det helt fra starten. 🙂
Og så er det ment som en reminder om, at hvis man gerne vil give folk et kompliment, så skal man gøre dét. Der er ingen piger, uanset hvor naturligt tynde, de måtte være, der gider at sammenlignes med en KZ-fange, og der er ingen mødre, uanset hvor forstyrret, deres nattesøvn måtte være, der gider høre, at deres børn er noget af det værste, andre folk kunne forestille sig.

Sådan et indlæg her er altid lidt svært at trykke ‘Udgiv’ på, for jeg ved, at der nok kommer til at være nogle, der misforstår min intenderede pointe og derved bliver sure på mig. Ligesom jeg bliver sure på de folk, der giver mig baghåndskomplimenter. Og for det vil jeg gerne på forhånd undskylde.
Men jeg håber, at jeg alligevel har formået at formulere mig så nogenlunde klart, at min ønskede pointe alligevel lister sig igennem. 😉