15204014_10154436891601886_721387991_oJeg har netop læst dette indlæg hos Cana Buttenschön, og det har givet mig blod på tanden til at skrive lidt om et emne, som jeg ellers ikke helt havde mod på at tage hul på her på domænet. Grunden til, at jeg var nervøs, er egentlig, at jeg helst ikke vil have, at I, der læser med, skal opfatte mig som belærende eller bedrevidende. Guderne skal vide, at jeg godt kan føle mig herre-sej til nogle ting engang imellem, men når det kommer til at have børn, føler jeg mig stadig som oftest som praktikant på mor-kontoret. Det, at jeg er mor til to børn, gør absolut ikke, at jeg lærer tingene dobbelt så hurtigt. Måske snarere tvært imod. Og mange af de principper, jeg havde i hovedet, når det kom til børneopdragelse, inden jeg poppede ungerne, er røget ud så hurtigt som gammelt badevand, efter at jeg rent faktisk selv er havnet i en situation, hvor jeg skal lægge min penge, hvor min mund tidligere var. Ligesom at jeg pludselig har fået en langt større forståelse for ting og situationer i eksempelvis supermarkeder, som jeg tidligere følte, var aldeles upassende og forstyrrende. 😉

Men selvom jeg bestikker ungerne meget mere, end jeg havde troet, er der alligevel nogle principper, som jeg rigtigt gerne vil have, de forstår. Og dem vil jeg meget gerne have masseret ind i knoppen på dem allerede fra tidligt barnsben. Inden kritikken af mors ord træder i kraft. Ja, man kan sige, at jeg ønsker at hjernevaske dem, faktisk. Det er vel egentlig meget præcist.
En ting, jeg er begyndt at tage op derhjemme, er begrebet ‘at vise hensyn’, og det var det, Canas indlæg fik mig til at tænke på. Det kan måske virke lidt oldschool at  at ville lære dem den lidt gammeldags formulering, for det samme kan jo siges på mange måder,  men jeg synes, at de tre små ord sat sammen er ganske sigende. Det er uselvisk og ganske beskrivende. Det er et godt begreb, som ikke må gå i glemmebogen efter min mening.

I de seneste uger har jeg talt en del med Krapylerne om, hvad det betyder at vise hensyn. De forstår givetvis ikke specielt meget og tænker ikke særligt abstrakt endnu, men til gengæld er de enormt nysgerrige og bliver meget stolte, når de forstår nye begreber og har held med at benytte nye ord på den rigtige måde i en sætning, og det har jeg tænkt mig at udnytte til at lære dem om at vise hensyn.
Vi har talt om, at ‘at vise hensyn’ blandt andet betyder, at man kigger rundt i et lokale for at se, hvordan andre opfører sig, når man kommer ind et sted. Hvis man er på restaurant, kan man eksempelvis lige vende blikket rundt i lokalet for at se, om alle andre sidder og råber. Gør de ikke det, kan det være, de har svært ved at høre, hvad deres spise-kammerat siger, hvis man selv giver sig til at råbe. Det forstår mine unger sådan et godt, selvom den bevidsthed naturligt nok kan smutte lidt for dem alligevel. (Og gør det tit). Hvis man til gengæld befinder sig i et overfyldt Tivoli den dag, juletræet bliver tændt, hvor folk råber og skriger overalt, er det komplet i orden, at man skråler ‘Pjerrot sa’ til månen’ så højt, man overhovedet kan, i kor med sin tvilling, mens man hænger ud i sin klapvogn.
På samme måde snakker vi om, at det at vise hensyn også betyder, at man nogle gange lader nogen komme foran i køen, at man finder noget, den anden har tabt, at man ikke smadrer hinandens LEGO-tårne, og at man generelt hjælper hinanden, når muligheden foreligger. Både hinanden og folk, man ikke kender. Den fede bonus ved dét er også, at så får man også ros, og dét kan mine unger altså godt lide. 🙂

I den her tid, vi lever i, er der ret stor fokus på individualitet, selfies og på, at man skal turde stå op for sig selv, være modig og jage idel lykke og meningen med sit eget specifikke liv lige nu og hele tiden. Man skal være omstillingsparat, hurtig og travl, og så skal man være på vej mod sin næste erobring i samme nu, som man færdiggør den forgangne. Alt handler om selvrealisering, og hvis du ikke er realiseret, kan du godt tage at komme i gang!

I stedet for at være motiverende, kan det på mig tit i stedet føles stressende. Som om man er en doven rad, der ikke sætter pris på sit liv, hvis man bare gerne vil have det rart og hyggeligt i al stilhed lige nu i stedet for konstant at være på vej mod noget større, højere, vildere og mere særegent. Derfor vil jeg gerne opdrage mine unger til, at vi skal passe på hinanden og tage hensyn. Livet handler om mennesker, og dem, der er rigtigt lykkelige, går ikke igennem det alene – dét er stensikkert.

Og det, at man passer på andre og viser hensyn, kan nogle gange udmunde i lige så mange gode ting, som når man passer på sig selv. Eksempelvis kan det gøre, at andre får lyst til at tage hensyn til en også, og se SÅ! Så har vi gang i en positiv dominoeffekt! Og hvis den bare bliver stor og kraftig nok, begynder verden at ligne et sted, hvor jeg gerne vil have, at mine børn skal vokse op. <3