15175462_10154435388981886_466794091_n
Jeg fik en del blandede kommentarer, da jeg skrev mit indlæg om stress her i forbindelse med Krifas øgede fokus på den usynlige sygdom, som rammer ret mange danskere hvert år. Især har jeg fået nogle meget fine mails fra folk, der havde nogle lidt længere historier, end de måske lige ville dele i kommentarfeltet, og nogle af dem gjorde meget stort indtryk på mig. Særligt en pige fortalte mig om, hvordan hun oplevede nogle ulykker i sin nærmeste familie, som fik hende til at gå ned med stress. Heldigvis ville skæbnen, at hun efter en længere periode kom helskindet ud på den anden side, skal giftes med drømmemanden, og som hun skrev nu ser på livet på en anden måde. Faktisk er hun begyndt at se på sin stress som en form for gave, fordi den har ændret hendes livssyn. “Lidt mindre brok, lidt mere bearnaise”, skrev hun sgu. Det er da en pige efter mit hjerte.

Det fik mig til at tænke på to ting, jeg synes er værd at huske på.
Den ene er, at stress er altså ikke kun noget, man får, fordi man har travlt på sit vigtige arbejde, er nervøs for eksaminerne på studiet eller lige er sprunget ud som selvstændig. Stress kan ramme alle, der er i ubalance. Jeg har ikke selv haft lige præcis stress inde på kroppen, men jeg har selv været igennem en periode i mit liv, hvor alt var nedtur. Sådan føltes det. Jeg kunne bogstaveligt talt ligge med regningerne i den ene hånd og pengene til at betale dem i den anden (det var før netbank), og alligevel kunne jeg ikke formå at komme ned på posthuset for at få dem betalt.
Den anden er, at der er en anden side af den følelse. Fordi man går ned med stress, eller i det hele taget gennemlever en periode, der fylder alle huller ud med grå, betyder det ikke, at den bliver ved. Og det betyder heller ikke, at man altid vil se tilbage på den tid med fortrydelse og en følelse af at have tabt kontrollen eller mistet overblikket.
Som det gjorde sig gældende for hende, der sendte mig den fine “brok versus bearnaise”-mail, og som jeg egentlig også selv ser verden, så kan den slags vendepunkter være med til at få én til at stoppe op og skifte retning. Det behøver ikke være hverken 90, 180 eller 360 grader. Men måske kan det bare betyde, at man tager sig mindre af småting, at man nyder trivialiteterne mere og udnytter mulighederne, når de opstår. Kort sagt, at man spiser sin bearnaise med en stor ske. 😉

Det, jeg gjorde, dengang jeg var ude i torvene, var at søge hjælp. Jeg indså, at mine egne resourcer var sluppet op, og så fik jeg fat i en professionel, der havde nogle, jeg kunne bruge af, indtil mine egne vendte tilbage. Og dét vil jeg knagme anbefale! At gå rundt og have det ringe uden at agere på det, det er spild af liv, og det er livet nu alligevel for godt til at have fortjent. <3
Så hvis man tøffer rundt med stress, vil jeg anbefale, at man får talt med nogen om det. Krifa, som er anledningen til disse indlæg, tilbyder gratis samtaler med en stress-konsulent! Det kan man finde ud af mere om her.