children-cartoon1
Jeg skulle beskrive den følelse, jeg har i kroppen for tiden, for en veninde, og det, jeg sagde, var, at det er ligesom, når man sidder i IC3-toget mod Sønderborg og så når Kolding. Så begynder man at tænke, at nu er jeg snart hjemme. Men det er man ikke. Der er lidt over en times kørsel tilbage, og den tager LANGT tid, for man har allerede haft røven i sædet i tre timer, så benene sover, slikposen er tom, og udsigten til vinter-golde brakmarker er ved at drive én til vanvid.

Jon har været væk i næsten fire måneder nu. Næææsten! Tiden løber ud på torsdag, hvor han har sidste indspilningsdag på TV-serien MERCUR i Svendborg, og derefter bliver alt godt igen. 🙂
De første tre måneder gik skidegodt! Jeg har været positiv og up-beat, Krapylerne har nydt en dejlig, varieret (til min formåen, forstås) kostplan og engageret samtale og underholdningsmæssigt engagement fra deres mor. De forgangne to uger er også gået helt okay. Turen til Barcelona gav lidt tiltrængt frisk luft, og i sidste uge havde jeg indstillet mig på slet ikke at se Jon, så at han bare deltog i familielivet en enkelt morgen, gjorde en verden til forskel for mig.
Men de seneste dage har jeg ramt muren. Nu har jeg aldrig løbet et marathon, men jeg gætter på, at det er det samme, der sker, når de psykopater, der bedriver den slags, er nået 30 kilometer ind i deres overanstrengelse.
Krapylerne og jeg spiser noget med oksekød og pasta hver dag, og der bliver set ualmindeligt meget TV i forhold til, hvad der er normen hos os. Og om morgenen bestikker jeg dem med kiks for at gå selv ned ad trappen i stedet for at være pædagogisk og forklare ting.
Jon kom hjem fredag eftermiddag, og lørdag midt på dagen forlod han så Langehjemmet igen for at spille fodbold med en masse venner, og om aftenen skulle han i byen. Og så knækkede filmen lidt for mig. Jeg følte, at hvis nogen skulle ud og vifte med ørene, burde det vel være mig. Og samtidig kunne jeg også godt forstå Jons behov for at erstatte arbejde og familie, som er det eneste, der har optaget ham siden i sommer, men boys, bold og bajere. Så jeg skældte ud, men ikke sådan rigtigt. Ikke gutteralt. Bare sådan “Det er synd for mig”-agtigt. Og så ringede jeg og undskyldte bagefter. Totalt tøset.

Jeg glæder mig simpelthen sådan til at komme til Marrakech på onsdag i næste uge. I to hele og to halve dage skal jeg ikke tage hensyn til andre end mig selv, og det glæder jeg mig til. I starten havde jeg svært ved at sluge den sandhed, der er i, at min mor ikke havde brug for den slags, og at jeg har. Min mor forlod overordnet set aldrig mit barndomshjem uden mig og min søster. Hun har aldrig brugt en aften på at gå på café med en veninde, hun har aldrig været på kærestetur til Nice med min far, og hun gik faktisk heller ikke engang på arbejde. Hun var mest af alt bare MOR. Jeg elskede det, det var trygt, dejligt og totalt almindeligt hjemme hos os. Det var ikke engang noget, vi tænkte over. Måske en gang hver tredie eller fjerde måned var mine forældre til middag hos nogle venner, hvor Anne med det lange hår så passede Fie og mig. Til gengæld havde mine forældre tit gæster hjemme hos os, og så måtte vi selv finde på noget at lave.
Men sådan er jeg ikke, og accepten af det faktum har indhentet mig det seneste års tid. Jeg har brug for tid alene med mig selv og tid alene med Jon. Komplet uden børn. Ikke vildt meget, men dog nogen. Og den tid gør mig så godt! Så vender jeg tilbage som en kamel med ny vand i begge pukler, støvet er faldet ned på reolen, jeg kan bedre adskille lyde fra hinanden, se livet i farver, dagen i nuancer og Krapylerne for de vidunderlige væsner, de er.
For de ér vidunderlige! Absolut! Og ih, hvor bliver det skønt at få et lille break, så jeg rigtigt kan værdsætte det faktum. 😉