fotografi-den-09-11-16-kl-12-05-2
Den overskrift er nok en, ret mange andre end jeg kunne have skrevet lige i dag, for JESUS CHRIST! Hjælp os!? Donald Trump er verdens mægtigste mand! Den orange racist skal bo i Det Hvide Hus i stedet for Obama. Jeg er helt forvirret …
Men der er også andre ting, jeg ikke forstår, som er lidt mindre urovækkende.

  1. At man i underteksterne til amerikanske film som oftest oversætter sætningen “Are you kidding?” til “Spøger du?” Hvornår har man nogensinde sidst hørt en person sige “Spøger du?”. “Tager du pis på mig!?” ville være mere korrekt.
  2. Det samme gælder “Son of a bitch”, der altid oversættes som “Skiderik”. Udover farmødre og mormødre tror jeg ikke, der er nogen i Danmark, der siger det. Jeg foreslå “Narrøv” som alternativ.
  3. At Claus Elming stadig kan lyde så jysk efter at have boet i København i årtier efterhånden. Jeg har “kun” boet herovre i 15 år, og selvom jeg kæmper imod, kan jeg selv høre, at min jyske accent træder mere og mere i baggrunden, fordi jeg hænger ud med så mange københavnere hver dag.
  4. At det i dag er to år siden, at jeg mødte Dario Campeotto!
  5. H&M og Kenzos seneste samarbejde. Spøger du!? Hvis der var en ukendt designer på Nørrebro, der havde åbnet en biks med præcis de items i vinduet, ville hun være tvunget til at dreje nøglen om i løbet af den første uge. Det er altså ikke pænt. Og nej, I kan ikke lide det, mode-Danmark, for I går normalt kun i sort. Og ja, OGSÅ til fester!
  6. At jeg aldrig gemmer de næsespray, jeg finder, når jeg rydder op i mine skabe. Jeg smider dem altid ud, fordi jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst var forkølet, hvilket er hjernedødt irriterende, når jeg så bliver forkølet.
  7. At vejrudsigten i Barcelona siden i går har ændret sig til, at det kommer til at tisse ned samtlige tre dage, vi er der fra på lørdag. Der er sgu sket meget skidt i nat, hva…? 😉
  8. Hvorfor en hamburger hedder en HAMburger, når der nu ikke er skinke i?
  9. At svenskere tror, jeg forstår svensk – både i skrift og tale. Det er faktisk værst på skrift, for jeg har ingen fantasi til at gætte mig til, hvordan ordene skal udtales.
  10. At Donald Trump er præsident i USA. Jeg forstår det S.I.M.P.E.L.T.H.E.N. ikke!