skaermbillede-2016-10-04-kl-13-44-43
Jeg er en klodsmajor per definition! Noget, jeg tidligere i mit liv havde sværere ved at deale med, end jeg har i dag.
I en alder af snart 35 har jeg ligesom accepteret, at jeg lider af verbal inkontinens og tit kommer til at sige ting, jeg bagefter bliver nødt til at undskylde for. Egentlig sjældent fordi, jeg ikke mener, hvad jeg har sagt, men nu har vi jo ikke alle samme humor, og derfor bliver mine små ‘puns’ ikke altid opfattet efter min hensigt. Det er selvsagt ikke sådan, at jeg går og sviner folk til, men jeg kan nogle gange godt være en omvandrende bumbersticker-automat. Jeg siger “Det sagde hun også i går” alt for tit, og jeg er ekstremt dårlig til at klappe kaje, hvis jeg synes, jeg har noget sjovt at byde ind med. Også selvom det har tendens til at blive en smule grovkornet. Og jeg lever med, at nogle mennesker ikke forstår mig eller synes, jeg er specielt sjov.
For vi er jo alle sammen forskellige. Jeg tør heldigvis også godt sige om mig selv, at jeg er rummende, jeg er god til at lytte, jeg laver en mean banana split, og jeg er en knag til at sige undskyld. Jeg er ikke sådan én, der fedter med det – der er øjenkontakt, håndtryk og det hele. Når fadæsen går ned IRL, naturligvis.

Det er derfor, jeg egentlig er bedre på skrift end i virkeligheden, for her kan jeg nå at tænke mig om, før mine ord rammer uskyldige mennesker. Men jeg fik alligevel skrevet noget i formiddags, som delte vandene og faldt nogle for brystet. Jeg gav det, jeg selv synes var en kæk albue i siden til kønne Cana, fordi hun i fredags lavede en live-spørge-runde på sin blog, mens der var Vild Med Dans. Noget, jeg tidligere har gjort. Og Cana fangede godt min spøg og opfattede den som det, den var. En kollegial vits om at nakke en andens materiale i et Blogland, hvor ingen på nogen måde kan tillade sig at kræve patent på noget som helst – slet ikke jeg, som hverken har opfundet outfit-indlæg, ’10 ting’ og mange af de andre emner, jeg lystigt deler her på domænet.
Men nogle af jer, der læser med, var så flinke at engagere sig i situationen. Og det er jo i bund og grund skidesødt af jer, at I gider det. Nogle af jer skrev, at jeg gik i for små sko, men andre synes, at Cana var en copycat, og jeg vil ikke sidde her og sige, at I bare skal trække vejret og nyde solskinnet, for misforståelsen var min skyld, og derfor er reaktionerne også på min kappe. Og når jeg sådan (uintenderet eller ej) byder op til dans, ville det da være lallet bagefter at sige, at I bare burde være blevet siddende på jeres stole.
Så det vil jeg ikke gøre, men jeg vil lige understrege, at jeg ikke er pissed på Cana. Jeg har bare dårlig humor, og en anden gang skal jeg lade være med at involvere andre i mine dumme vitser. Men måske fordi, Cana er fra samme ende af landet som jeg, forstod hun godt den her, så hun er heller ikke sur på mig – men derfor blev hun jo alligevel lidt ramt af nogle af de kommentarer, hun fik med på vejen, og det forstår jeg godt. For det var jo mit bal, kan man sige, og ikke hendes. Det er jeg ked af, og det er min fejl. Det er sådan set ikke jer, der kommenteredes, skyld. I lagde jer bare i slipstrømmen af det, jeg sagde. My bad! Beklager!

Derfor vil jeg runde denne lille saga af med et hyldestkvad til Canas blog, som er den i Blogland, jeg læser næstmest (ingen slår altså Miriam i min browser. Apropos grovkornet humor).
Forestil Dem, kære læser, meget gerne violiner i baggrunden og dalende rosenblade, mens De læser dette. 🙂

  1. Cana er, som jeg, fra Als, og den måde, hun skriver på, gør, at jeg kunne høre hendes stemme og fornemme hendes attitude, før jeg mødte hende første gang. Hun skriver naturligt og uforceret, hvilket gør det nemt at blive revet med.
  2. Hun er dødforelsket i sin mand. Jeg følger også en masse blogs med mødre og kvinder, der er singler, hvilket også er skægt, hjertevarmende og hyggeligt, men jeg er nu en sucker for romance.
  3. Hun har to ikke bare charmerende, men også enormt fotogene børn! De krøller kan da give enhver kvinde dansende æggestokke!
  4. Hendes mand er med i Vild Med Dans. Come ON!! Det er så blæret, at jeg sprænges lidt af misundelse.
  5. Hun er uddannet jordemoder, hvilket er sejt, fordi det er en supersvær uddannelse at komme ind på, og sejt fordi, det er noget helt andet end det, hun laver nu. Jeg synes, det mix, det skaber, er spændende og anderledes og giver en vildt god dynamik.
  6. Hun er en sucker for Louboutin, hvilket mikser godt med, at hun ellers er glad for basisvarer og budgetkøb også. Så kan vi alle sammen følge med. 🙂
  7. Hun har startet et kontorfællesskab! Og hér kan man da i øvrigt tale om, at JEG kopierer CANA, hehe. 😉 Hun slog dørene op til Andedammen, som er et kontorfællesskab for bloggere (sammen med Sneglcille) en måned før, jeg fortalte, at jeg var ved at starte et kontorfællesskab for selvstændige.
  8. Hun flyttede til Broager, da hun fik sit første barn. Jeg ved godt, det måske er noget underligt noget at beundre, men jeg synes, at i en tid, hvor mange har travlt med at være der, hvor det sker, er det sejt, at man tør mærke efter i maven og tænke “Ej, jeg savner sgu min familie”, når man oplever noget så sindsoprivende, som det er at få et barn, og så agere på den følelse.
  9. Hun synger og spiller guitar. Det gad jeg seriøst godt, men når jeg forsøger mig med bare det, der minder om en vokal-præstation, lyder det mest som, når man trækker en kat i halen. Og det eneste, jeg nogensinde har brugt en guitar til, var til at opbevare Matador Mix i.
  10. Hun elsker snolder. Hun er nok den i bloggerverdenen, der kommer tættest på at spise lige så meget bland-selv-slik som jeg! Og jeg ved godt, jeg ikke bliver hverken sundere eller tyndere af, at andre æder lige så meget skidt som mig, men derfor kan det sgu godt føles sådan alligevel. 🙂

Mere kærlighed på Internettet! Jeg gør mig umage med kun at lade det gå ud over mig selv frem af banen, og de, der ikke tror på, at Cana altså GODT ka’ li’ mig, kan bare kigge hér. 😉

Tak fordi, I læser med. Og kommenterer. Og engagerer jer. Det er fandme sejt, at I gider, og jeg er vild med det! OGSÅ jer, der synes, jeg er en fladpattet spade. 😉 Hav en fortsat god tirsdag! Med den sol, dagen i dag byder på, skal der nok en del mere til for at slå de fleste af pinden! I LOVE IT! <3


Jeg vil i øvrigt minde om, at man kan følge mig og bloggen her alle mulige steder, hvis man har lyst:
På Bloglovin’, på Facebook og selvfølgelig på Instagram.