14585407_10154316666706886_1683587391_n
Hermed en lille opdatering på livet, som det ses henover mit cykelstyr i disse dage.
SHIT, der er knald på, mand! Ha! På den virkeligt fede, men også virkeligt drænende måde. I fredags flyttede jeg jo blog-hjem og kontor på samme tid OG jeg skulle til Tåstrup og aflevere vores bil (mere om den sorg ved senere lejlighed) – alt sammen inden klokken 11 om formiddagen. I weekenden var Jon hjemme, hvilket var awesome, og det samme var han i dag. Han er dog lige tøffet med IC3 til Svendborg igen her til aften.
I dag gav vi Hugo en hyggedag. Han er den af vores krapyler, der har savnet Jon mest, så jeg fik Berta godt op at køre på idéen om, at hun skulle sidde på min cykel hele vejen ned til vuggeren, hvor hun så ville have sine yndlings-pædagoger helt for sig selv (bortset fra de øvrige 10-11 børn, forstås) hele dagen. Og så fik Hugo en hel dag med Jon-lig opmærksomhed. Min kilder fortæller mig, at der både blev leget cirkus og bondegård, købt tøj i H&M, spist stor frokost og sovet synkron-lur. Ren win! Og Berta havde, skulle det vise sig, faktisk lidt en fest med at være ene Lange i vuggeren. (Han kan godt fylde lidt, ham Hux. Hans far er skuespiller, og hans mor er … well, mig!) 😉

Og jeg har altså stadig travlt på kontoret! På en vidunderlig måde med en masse sjove ting og samarbejder, et foredrag i morgen, et interview i dag og en fotoskydning med Unicef i går. Faktisk var jeg inviteret med Unicef til Tanzania i denne uge, og det er anden gang, de inviterer, men jeg var nødt til at takke nej igen, DESVÆRRE. Mest fordi, timingen var ringe i forhold til Jons arbejde for tiden, men også lidt fordi, at jeg sgu stadig ikke helt er klar til at være væk fra mine små røvbananer i næsten en hel uge i træk. Jeg kan snildt forstå, at andre kan have det på en anden måde, hvilket jeg bestemt ikke ser noget galt i, men jeg kunne bare mærke et begyndende anfald af akut tarmslyng, da jeg så det for mig for mit eget vedkommende.
Til gengæld gør Mascha et imponerende stykke arbejde med at dække turen, kan jeg se på hendes blog, og efter at have set hendes billeder fra dagens besøg på en neonatalafdeling, som på ingen måder ligner den, vi og ungerne startede deres liv på, glæder jeg mig bare endnu mere til forhåbentlig at kunne støtte Unicef en masse frem ad banen. Både herhjemmefra og på farten.

Ved siden af tingene på kontoret, har jeg jo ungerne, som er så fantastisk-langt-ude sindssygt seje og sjove. De kan tælle til niogtyve!? Nu aner jeg ikke en skid om, hvad folk på to-et-halvt normalt kan, men jeg har sgu aldrig tidligere født noget, der kunne tælle til niogtyve. Og bare vent – lige pludselig forstår de konceptet med tallet tredive, og så går det amok, hehe. 😉 Til gengæld er der denondenlyneme også knald på, når de er vågne, og de er pænt kolde i bleen over, at mor har sovet dårligt eller måske bare godt gad gasse den i sofaen med Se & Hør og en pakke RitterSport.

I skrivende stund sidder jeg under dynen i sofaen (uden chokolade, episk fejl!), helt mast, og har lige tudet til et afsnit af ‘Undercover Boss’. Jeg ville egentlig gerne have lavet en Ugens Udfritter (en pendant til Freitags-Fragen), men jeg er bange for, at min svar ville blive kedelige og kortfattede, så den vil jeg gerne have til gode. Håber, det er OK. 🙂

Med ønsket om en dejlig onsdag fuld af RitterSport, stearinlys, oktober-hygge og godt selskab. Andres eller eget. <3