14618726_10154323093461886_1244166123_oI morgen er det min fødselsdag, og jeg fylder stolt og gerne 35 år! Ikke “25 for anden gang, høhøhø”, som ham, der solgte mig bøfferne gættede på, jeg helst ville skydes til. Jeg har altid elsket at have fødselsdag, for sandheden er jo som bekendt, at vi ikke aner, hvor mange år, vi får her på jorden, og jeg er lykkelig for hver enkelt! Også selvom de kan ses i midterskilningen og i øjenkrogene! BRING IT! 🙂

I morgen henunder eftermiddagen befaler Jons arbejdsskema, at han forlader mig (og Krapylerne) og drager mod Svendborg, så vi voksen-fejrer min dag i aften. Den oprindelige plan var meget klassisk at gå ud og spise, men fordi Jon er så ret meget væk, foretrak jeg faktisk en hyggeaften hjemme. Så jeg tog alle de penge, det ville have kostet at spise os mætte på Pastis, og så gik jeg over til slagteren i Torvehallerne! Og ja, jeg har helt bevidst ladet prismærket sidde på bøfferne på billedet herover, for SE LIGE, HVOR DYRE, DE ER! Så dyre bøffer har jeg aldrig købt før. Ikke ustegte, i hvert fald. Så plejer de at blive serveret på en tallerken med bearnaise til og en lovning om, at nogle andre andre tager opvasken.

Men det fede ved at spise hjemme, udover at bøfferne er bedre og stadig koster mindre end på både MASH og Pastis, er, at så kan jeg få den bearnaise, mit proletarhjerte ærligt talt helst vil have. Nemlig Knorr’s. Og efter bøffen kan vi slænge os i sofaen med bland-selv-slik og cola (mig) samt chips med dip og øl (ham) og en god film! (Gode tips modtages gerne).

Åh, jeg glæder mig upolitisk meget, til at ungerne kommer i seng, og spiseriet kan begynde!!