skaermbillede-2016-10-06-kl-09-30-49
I disse måneder har jeg en særlig sympati for skilsmisseforældre, for hvor må det dog være nederen og skide-hårdt. Det er nok de færreste, der får barn eller børn sammen, der ikke fra starten forestiller sig, at man selvfølgelig bliver sammen for evigt, indtil man dør på samme tid, gamle og mæt af dage liggende i en blød seng, side om side, med alle sine børn, børnebørn og oldebørn omkring sig.
Men sandheden er jo desværre, at man ikke aner, hvad livet byder på, og hvordan man kommer til at tackle det, og i vor tid er der virkeligt mange, der går fra hinanden.

Jeg har stadig (7-9-13. Man skal fandme ikke udfordre Hybris!) meget svært ved at forestille mig en verden uden Jon som omdrejningspunkt, og han virker heldigvis som om, han har det på samme måde. Men lige pt både starter og slutter mange af mine og Krapylernes dage ikke desto mindre uden ham i dem, sådan fysisk, og det er meget tydeligt, at det gør børnene kede af det flere gange i løbet af en dag. De er i en alder, hvor deres sprog siden sommerferien er eksploderet og i takt med det, er det selvfølgelig (og heldigvis) blevet lettere for dem at sætte ord på, hvordan de har det. Hugo får nogle tunge raserianfald for tiden – i morges blev han eksempelvis edderspændt rasende over, at jeg gik ud af en dør, han altså gerne ville være gået ud af som den første, og flere minutter senere spruttede han stadig af raseri. Lidt efter brød han sammen i en hulken og sagde “Jeg savner miiiin faaaar”…. Åhr, mit hjerte! <3

Så jeg fortæller ham, at det kan jeg godt forstå, for hans far er noget af det fedeste i verden, og jeg savner ham også, og han savner os. Hvis det er en mulighed, skyper vi Jon, og ellers har vi fundet en fin ting med, at jeg fortæller en historie om Jon. Faktisk er det blevet sådan, vi starter de fleste dage. Krapylerne kommer ind i soveværelset, kravler op i min seng, ned under dynen og beder om at høre en historie om far. Og så fortæller jeg om dengang, vi blev gift, hvor far havde en laaang hestehale, eller da de blev født, og det var far, der greb Berta, eller også digter jeg et eller andet om, hvordan jeg forestiller mig, at hans dag forløber. At han vågner om morgenen, ligesom os. Står op og spiser morgenmad, ligesom os, og så videre. Så de forstår, at han stadig findes, lever det samme liv som os og tænker på os, selvom vi ikke kan se ham. Det plejer at hjælpe på følelserne, og de synes, det er enormt hyggeligt. Store følelser i små mennesker, altså. Det tager lidt fusen på mig hver gang.
Og hver gang, det rammer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor trist det ville være, hvis det var “virkelighed”. Hvis Jon og jeg rent faktisk ikke boede sammen, og ungerne derfor skulle vænne sig til at savne os på skift. Og derfor kommer jeg for tiden tit til at tænke lidt på de familier, der skal igennem den slags sådan for real. Det må altså være svært til tider. Alle tackler jo den slags forskelligt, og jeg skal absolut ikke gøre mig klog på, hvad andre mennesker går og føler. Og de fleste er heldigvis rigtigt gode til at få tingene til at fungere, og begrebet “Familie” har heldigvis fået mange forskellige former og farver, så alle børn har andre børn at spejle sig i. Men fuck, hvor må det dog trække tænder ud i starten, når ens børn savner. I har min sympati, folkens! <3