img_4793I aften skal Jon og jeg ud at spise og i biffen sammen! Klassisk Lange-date. Det har jeg vist været inde på før, men der var engang, hvor jeg ikke kunne undslå mig for at være en kende nervøs for at ende som ét af de der par, man absolut ikke må ende som, hvis man skal tro damebladene. Sådan nogle, der sumper foran familie-alteret hver aften, altid spiser de samme retter og aldrig kan få det svunget op til andet end “dinner and a movie”, når de endelig bevæger sig ud af huset.
Men nu har jeg taget det til mig, for sådan er Jon og jeg altså. Vi elsker at stene film og serier i sofaen, når ungerne er puttet, og når vi en sjælden gang imellem skal på date, vil vi allerhelst spise en middag på en god beværtning og efterfølgende glide ned i nogle bløde stole i biografen og forsvinde ind i en film med hinanden i hånden. Mere spændende er vi altså ikke. Til gengæld er min smukke mand velsignet med nogle fucked up arbejdsskemaer, så helt hverdag bliver det sgu nok alligevel aldrig.

I aften skal vi ud at spise på Condesa, som er en mexikansk restaurant, og det er mest for Jons skyld, for han elsker den slags. Og til frokost tog vi forskud på glæderne, hvis man ellers kan tillade sig at kalde det mexikansk, når krydderierne alle kommer fra den samme pose. Men jeg elsker det. Og så virkede tacos som det rette valg, da vi samtidig brugte ungernes lur på at få testet spillet Smart Ass, og spillepladen er sådan ret mexi-inspireret!
Jeg har jo giftet mig ind i en spillefamilie. Jons mor er den sygeste gambler – dog helst i UpWords eller Trivial Persuit, mens Jon spiller alt det, han kan. Han sætter dagligt penge på fodboldkampe, når vi rejser uden børn (hvilket så kun er sket én gang, siden de kom til verden) skal vi altid på casino, og han prøver altid at vædde med mig, når vi er uenige om udfaldet af en given ting. Så han klar på lidt Ass!

img_4794Smart-Ass er skægt, fordi det handler om at gætte en ting eller et sted ud fra en række ledetråde. Jeg kommer tit til kort i Trivial Persuit, fordi man kun har én chance for at gætte rigtigt, men her får man altså clues, som gradvist gør gætteriet lettere og lettere, så de fleste kan være med. Spillet kan spilles af 2 til 8 deltagere, og det er sjovere jo flere, man er. Det handler nemlig om at gætte svaret på spørgsmålet som den første – altså efter at have hørt så få ledetråde som muligt. Men det er ikke kun paratviden, der gør sig gældende, det handler også om held. Hvilket Jon mener er den forklarende årsag til, at jeg vandt! Man slår nemlig skiftevis med en farvet terning, som bestemmer spørgsmålskategorien, og en tal-terning, som bestemmer, hvor langt, man må rykke.

Det handler om hurtigst at komme i mål – eller at nå ‘Enden’, som er illustreret ved en stor æsel-mås. Og er man uheldig, lander man undervejs på felter, der alle sammen er numse-inspirerede, nemlig ‘Hard Ass’, “Kick Ass” og “Dumb Ass”. Så skal man vente en omgang eller rykke tilbage på spillepladen.
Vi synes, Smart-Ass var superhyggeligt, og vi fik rodet lidt op i de små grå ved at spille det. Fandt eksempelvis ud af, hvornår det nu var, at Nostradamus levede, og hvordan det var, Michael J. Fox startede sin karriere. Selv om vi oftest kun havde brug for et par ledetråde, læste vi altid dem alle igennem, fordi der var nogle ret skægge facts, som var fine at få med.
Smart Ass er et godt familiespil, for det er nemt at gå til uden alt for mange forvirrende regler, og spørgsmålene er af varierende sværhed indenfor mange forskellige kategorier, så der er noget for forskellige hoveder. Jeg ville anbefale det som efterårsferie-underholdning til folk med børn i skolealderen! 🙂
img_4799