14741186_10154337013996886_243294646_n Noget af det, der er bedst til at redde min dag, hvis den er kommet lidt skævt fra start, er, når jeg føler, at andre mennesker tager deres tid til lige at se mig. Ikke for den, jeg er, eller noget, men bare lader øjenkontakten hvile i et halvt sekund mere end den obligatoriske service påbyder i Netto. Eller hvis de cracker en joke med mig, når vi mødes på trappen i en opgang, jeg ikke kender. Eller som forleden, da jeg kom ind i Lagkagehuset, og en kvinde netop havde taget et nummer til sig selv, og så i stedet gav det til mig med et lille smil.
Når andre mennesker behandler mig, som om de kender mig, selvom de ikke gør, bliver jeg glad. Så føles verden lidt mindre og lidt større på samme tid, og jeg bliver bestyrket i min tro på, at det hér er et godt liv og vores verden ér et godt sted at være, når der ellers er delelementer, der kan trække i mig for at få drejet min opmærksomhed et andet sted hen.
Det kan synes enormt meningsløst, at vi ikke selv bestemmer, hvornår vi vil herfra. At vi drøner rundt, går i skole, lærer at tale pænt til hinanden, får en uddannelse, skaber os et liv, og pludseligt – uden varsel – kan der komme nogen og slukke lyset for det hele. Vi kan spise økologi, løbe marathon, kaste al den salt, vi spilder, over skulderen hver eneste gang, men i bund og grund aner vi ikke, hvornår det hele er slut. Og hvis man ikke passer på, kan uoverskueligheden af den følelse godt tage pippet fra én. Hvis man lader den vished fylde for meget, skygger den for solen, og der er ikke meget, der gror godt i skygge.

Når man bliver konfronteret med livet, der hvor det slipper op – måske ikke for én selv, men for én, man holder af – kan det føles forkert at nyde livet. Det kan føles nærmest bespottende at hoppe rundt og danse, når den, man savner, ikke har muligheden. Det kan føles dumt at have små problemer, når andre menneskers er meget større, og det kan virke dumt og ligegyldigt at planlægge næste sommer, næste år, næste årti.
Men jeg tror, at det er netop dét, der er medicinen. Jeg tror, at til ære for dem, der ikke kan, skal vi danse, hoppe og grine, til vi får ondt i maverne. Det er ikke bespottende og forkert. Det er lyst og godt, og det eneste, der kan bryde mørke, er lys. Og selvom vi ikke selv kan styre, hvornår mørket og stilheden tager over, kan vi gøre os umage med at skabe så så meget lys og larm, vi overhovedet kan nå, indtil det sker. Vi skal cruise rundt i små biler og skråle med på Xanders nye album, vi skal tænde stearinlys, når vi er alene hjemme, selvom vi er de eneste til at nyde dem. Vi skal sige til dem, vi er vilde med, at vi er det, og vi skal male kommoden i den dér dumme farve, vi har lyst til, selvom det måske ikke passer til resten af indretningen.

Vi skal tænke over, hvad vi synes er det gode i livet – og så skal vi give slip og lade være med at tænke mere. Bare være og gøre. Lige nu.

Jeg tror ikke, det handler om at flytte til New York, at bungy jumpe, at starter forretnings-imperier, at ændre hele verden eller at blive husket af tusindvis af mennesker i tusindvis af år. Det handler om at nyde det, vi gør og gøre det, vi nyder lige nu. Det handler om, at vi skal dele vores liv, vores glæde, vores kærlighed og vores overskud med hinanden. Både med dem, vi elsker, og med dem, vi ikke kender. For så får verden alle de farver, den skal have. Lige præcis nu. NU!