14813549_10154369680086886_1319165_n
Jeg elsker at blogge, og jeg er flere gange blevet bedt om at klassificere min blog. Er det en mommyblog? En livsstilsblog? En modeblog?
Når det sker, plejer jeg at svare, at den ikke rigtigt er hverken det ene eller det andet. Mest af alt nok en hverdagsblog, hvis det endelig skal være. Men at det, jeg har gjort til mit “mantra” er, at jeg lyver aldrig, jeg prøver at være lidt sjov, jeg gør mig umage med at formulere mig relativt intelligent, og så skriver jeg ud fra et overskud.

Nogle gange har jeg også brugt bloggen som opslagstavle, når jeg gerne har ville have gode råd. Eksempelvis da Jon og jeg skulle beslutte, om ungerne skulle gå i samme eller hver sin stue i børnehaven, da vi skulle beslutte, om vi skulle rejse på en kort eller en lang vinterferie sidste år lige inden, Krapylerne fyldte to (og blev dyre at flyve med) eller da jeg var i tvivl, om jeg skulle tage til London, efter at der havde været terrorangreb i Paris. Og når jeg sådan beder om hjælp, er det siiimpelthen så rart, at I er nogle, der gider involvere jer! Og det pudsige er, at I, der kommenterer, stort set altid er sådan relativt enige. Hvis I var “publikum” i ‘Hvem vil være millionær’, og jeg sad i den varme stol, ville jeg føle mig meget tryg. 🙂

Og nu er det jo så, at jeg er opdraget med, at man ikke skal komme med gode råd, hvis man ikke bliver spurgt.
Så stramt vil jeg dog ikke spænde den op her på domænet, da jeg jo er blogger. Og når man placerer sin røv i klaskehøjde, og så videre. Så det er selvfølgelig helt fair (og for det meste også ganske fedt og underholdning), når nogen føler, de har et godt input, at de så fyrer det af i mit kommentarfelt. Kom med det!

Men. Og nu kommer mit ‘men’. Jeg forstår ikke dem, der vil give mig det, vi pænt kan kalde et ‘godt råd’, som de argumenterer for ved at dingle mine børn over mig som argumentation. “Det skylder du dine børn!” eller “Tænker du slet ikke på dine børn?” “Som forældre bør du gøre noget andet”. Den slags gør mig sgu lidt irritabel.
Jeg synes, det er direkte ufint, når man fortæller en mor (eller en far, for den sags skyld), at hendes valg er forkerte i forhold til hendes børn. For vi er alle sammen forældre på hver vores måde, vi træffer alle mulige forskellige valg, og vi behøver ikke være enige.
Hvis jeg havde uploaded et billede af, at jeg sendte mine børn ud at lege på motorvejen med en spandfuld barberblade med bind for øjnene, SÅ kan vi blive relativt objektivt enige om, at jeg skylder mine børn noget andet og bedre. Men når jeg, som det var tilfældet i morges, skriver et indlæg, hvor jeg fortæller, hvad jeg mener om en given brugsgenstand, som altså på ingen måde er hverken lovpligtig eller obligatorisk, fordi man har skubbet et par mennesker ud gennem sit allerhelligste, så synes jeg altså ikke, det er rimeligt, at jeg skal have at vide, at jeg er en dårlig mor (for jo, det er sgu det, der bliver sagt, når man skriver, at jeg ikke lever op til, hvad jeg skylder mine efterkommere), fordi man personligt træffer andre valg.

Nogle forældre arbejder for meget. Nogle mennesker har for travlt med at få deres børn passet, så de kan komme ud og spise, feste, rejse eller lignende, uden ungerne, mens andre vokser sammen med deres børn og ikke lader dem udvikle en sund form for selvstændighed. Nogle mennesker køber for lidt økologi, og andre berøver deres børn for gode oplevelser ved at gå for meget op i, om ting er økologiske. Nogle bruger for parfumerede produkter, mens andre er for nazi. Nogle ryger sågar en smøg, når de går til fest, selvom de har børn …
Nogle kører med cykelhjelm, og andre gør ikke. Og jeg kører rundt med én, der er 80% bedre end ingen hjelm.

Vi er forældre på hver vores måde. Jeg er på min. Og man må hjertens gerne være uenig! Og man må gerne ytre det, hvis man synes, jeg er galt på den. Men lad være med at mommy-shame mig. Det er dårlig stil. 🙂