skaermbillede-2016-10-03-kl-10-53-32
Jeps, jeg ved, det er en ildevarslende overskrift, men den er ikke desto mindre både fuldkommen sand og slet ikke negativ i sin egentlige betydning! Snarere tvært imod, faktisk!
Nu skal De nemlig bare høre, kære læser …
Jeg har gentagne gange brugt domænet her til at ventilere over det faktum, at min barm, siden Krapylerne stoppede med at ernære sig ved den, mest af alt minder om en (meget kort) guirlande. Og mine brystvorter (der findes desværre intet kønnere ord. Jo, areolaer, men det er der jo for fanden ingen, der kan huske) mest af alt om brunkager.
Jeg har altid haft små bryster. Da jeg var teenager, var det noget, jeg havde meget svært ved at forlige mig med, men siden jeg ramte voksenalderen, har vi været fine venner. Jeg synes, store babser er sygt pæne, og jeg synes, at små babser passer til mig. Men selvfølgelig var jeg spændt på at prøve at være storbarmet (noget, jeg fra starten gik ud fra var en del af pakken, når man ammede tvillinger), og det var da også sjovt at se mig selv med giga-gajoler. Men jeg kunne ærligt talt ikke forholde mig til indholdet af mine amme-BH’er som andet end madpakker. Super-ømme madpakker.
Da jeg stoppede med at amme, dengang ungerne var omkring fem måneder, forsvandt de. (Altså brysterne – ikke ungerne, for pokker). Fuldstændig! Eller – indholdet gjorde. Hylsteret blev, og det samme gjorde de der kingsize brystvorter, som altså havde en større eksistensberettigelse, da de sad på et par noget større bryster. Og dét havde jeg sgu svært ved at forlige mig med! Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at jeg har overvejet at få fyldt babserne ud med plastik, men jeg vil alligevel godt sige, at jeg har haft en markant større forståelse for kvinder, der gjorde det, end jeg havde tidligere.
Og nu er det sket! Ikke scilikone-babserne, altså. Nej, de er sgu returneret, mine oprindelige bryster! Ret tæt på, i hvert fald. I løbet af de seneste måneder har jeg haft en summen i barmen nu og da, og lige så stille har de strammet op, og mine areolaer har taget sig sammen og har trukket sig tilbage til nogenlunde sin normale stand.
Det ér også en mulighed, at det, der er sket, er, at jeg simpelthen ikke længere kan huske, hvordan mine originale bryster ser ud, og så er jeg bare endt med at blive tilfreds med det, der nu engang hænger på min overkrop. Men jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældet. Min mand har også bemærket forandringen, faktisk.
Og hvorfor deler jeg så disse ganske intime faktualiteter om mine mor-bryster?
Det gør jeg sådan set, fordi jeg synes, at kvinder, der netop er blevet færdige med at amme – eller som stoppede for TO ÅR SIDEN – og stadig er trætte af deres bryster (hvis de da er det!!) skal vide, at det altså godt kan betale sig at give kroppen lidt længere tid for at finde sig selv, før man går plastik-vejen. Jeg havde godt troet på, at mine bryster kunne forandre sig efter amme-projektet, men da vi havde rundet to-års-dagen, var jeg sgu begyndt at give op på drømmen, må jeg indrømme. Men fandme jo! 2 år og 3 måneder senere er udviklingen pludselig sket! Og jeg fylder altså 35 år om seks dage …

Så – give it time, girlfriends. Give it time. 🙂