fotografi-den-28-10-16-kl-16-50-7
I skrivende stund er Jon hjemme med vores Krapyler, mens jeg har brugt dagen på at benytte mig af, at han kan netop dét i denne uge og har fået indhentet en masse på kontoret. I morges vågnede ungerne klokken 6, og selvom han var træt, stod Jon op, kyssede mig på mit fedtede hår og lukkede døren til soveværelset bag sig, så jeg kunne sove til klokken 8, mens han komponerede havregrød, børstede mælketænder og hvad de nu ellers har fået tiden til at gå med.

I aften har vi date night i sofaen, og jeg har en lille overraskelse i ærmet. Efter aftensmaden, når min gode mand tror, at han skal skifte bleer, vaske op, børste endnu flere mælketænder og putte børn, har jeg tænkt mig at bede ham gå ud i gangen, tage sin jakke på og forlade lejligheden. Jeg har nemlig booket en tid til en times late night-massage til ham kl. 19 hos en massør, der ligger på vores gade. Og når han vender hjem, helt mør-æltet og afspændt, skulle ungerne meget gerne sove i deres senge, mens jeg venter i sofaen med guf, dyner og fjernbetjening. Og nok også én af de der special-øl fra Netto, selvom han selv mener, at han er lidt på kur. Og chips.

Jeg elsker vores hverdag. Også selvom den indebærer, at Jon fra på søndag atter er langdistance-far og husbond, fordi optagelserne i Svendborg starter op igen. Måske netop derfor. I disse måneder har jeg gjort det til min kunst at nyde, når min mand er hjemme i stedet for at være træt af, når han ikke er, og det virker ret godt for mig. Jeg er så hamrende taknemmelig over, at han er så optur, og selvom jeg har svært ved at forstå, at jeg kan føle mig mere in låve, end jeg gjorde, dengang vi blev gift, så er det faktisk tilfældet.
Da jeg var gravid med ungerne, var der mange, der kom med gode og mindre gode råd. Én af gengangerne var, at man som nybagte forældre for alt i verden ikke må gå fra hinanden, før børnene er to eller tre (her var folk ikke helt enige) år, for de første år er at betragte som en undtagelsestilstand.
Vi har aldrig så meget som været tæt på at overveje at gå fra hinanden, men der har alligevel været tale om en undtagelsestilstand. Når man sådan bliver forældre, får man pludselig travlt med at leve op til helt utroligt meget på én gang, og det tærer på overskuddet i perioder.

Det tog os to-et-halvt år, kan jeg se nu. At komme ud af undtagelsestilstanden, mener jeg. Hvis kærligheden imellem Jon og mig var rykket ned på en andenplads, da ungerne kom, er den nu rykket tilbage i toppen. Lige ved siden af Hux og Bertie.
Der er mange mødre, der siger, at de elsker deres børn højere end alt andet i verden, og jeg tror sådan set, vi mener det samme – det er nok bare et spørgsmål om definition. Men jeg vil ikke betegne det som, at jeg elsker mine børn højere end Jon. Jeg vil dø for ungerne, og det har jeg ville, siden de kom ud af mig. Det blev vist tatoveret på min rygrad og indgraveret i mit DNA, da de blev produceret den sommerdag for lidt over tre år siden, for det er ikke et valg – det er en biologisk selvfølgelighed, og sådan har jeg det ikke med andre mennesker i denne verden. Ikke på dén måde. Og efter at de er begyndt at tale, synge og opføre sig som de små, hele mennesker, de er, har jeg oplevet endnu en ny form for forelskelse af en dimension, jeg aldrig tidligere har kendt, og den bliver stærkere og stærkere for hver dag, hvilket virker dybt urealistisk og helt fantastisk.

Og jeg elsker Jon præcis lige så højt. Uden ham, ingen Krapyler. Ingen kan undværes, for “vi er en familie”, som Hugo sagde, da han i går morges kravlede op i dobbeltsengen og kilede sig ned mellem Jon og mig. Lidt efter nøs han, og da vi begge sagde “Prosit”, lagde han en hånd på hver vores hoved og svarede “Tak skal I have, venner” på en måde, som Ebbe Langberg ville have sagt det til sine soldaterkammerater i en film fra 50’erne.

Det er godt, det her liv. Det er satme godt.

Jeg håber, I, der læser med, nyder jeres fredag, som for mit vedkommende har budt på ret meget solskin, og den slags skal man sgu’tte tage for givet ultimo oktober. Nu vil jeg pakke hakkebrættet sammen og smutte hjem i jordhulen. Og satse på, at Jon ikke har haft tid til at læse dette indlæg, så jeg stadig kan overraske ham med massagen. 😉

Min halskæde er på billedet øverst er den, Szhirley har designet for ‘Jewelry for a good cause’, og den kan ses (og købes) her.