14807954_10154351638526886_1344243868_o
Nu har Jon været weekend-far i snart tre måneder, og der er lidt over en måned tilbage. D. 1. december slutter hans optagelser på Fyn, og så kommer han hjem og agerer høvding i Lange-klanen igen på fuld tid. Og nej, jeg er faktisk ikke ved at dø over sådan at være alene hjemme med Krapylerne det meste af tiden, og det er der mange grunde til.

– For det første er det kun i fire måneder. Når de er gået, kommer Jon hjem igen, og så ved vi ikke, hvornår han atter bliver kaldt ud i verden, for udover en kortere ansættelse på Det Kongelige Teater henover januar og februar, så er hans arbejdskalender åben. Eller sagt på dansk: Så er han arbejdsløs. 🙂
– For det andet er vi jo en familie, så beslutningen om, at Jon er væk fra os, er som sådan ikke én, Jon har truffet alene. Det er på en måde lige så meget min idé, at han valser rundt på Fyn, som det er hans, for sådan er det med familier. Og det ville da være dumt at gå rundt og mugge over sine egne beslutninger.
– For det tredje er der altså noget sandt i devisen om, at afstand får kærligheden til at blomstre. For jeg har sjældent følt mig så forelsket i noget menneske, som jeg pt gør i den mand, som er min. Og det skyldes også, at han er super-sej til det, han laver, hvilket han bliver bekræftet i, når han arbejder. Så han kommer hjem og er glad og stolt, og det har jeg været med til at skabe, fordi jeg gør det muligt for ham at tage afsted. Det gør MIG stolt!
– Og for det fjerde er mine unger ret fede, og jeg har fået et mere afslappet forhold til at lade dem se TV. Så det går helt fint. 😉

Men selvom jeg ikke er ved at dø over at være delvist alene på dækket, er jeg nu stadig træt. Sådan grundtræt, som alle med børn nok er. De vågner klokken seks hver morgen og vil lege med tog, danse eller hoppe i senge, og de forventer fuld deltagelse fra de voksnes side. Og når jeg er alene med dem, er jeg jo at betegne som “De Voksne”. Og derud over har jeg jo også lige fået sendt nogle skibe i søen de seneste par uger og måneder. Vi er ved at starte kontorfællesskabet Tinnitus, min blog er rykket solo, Christina og jeg har holdt reception og andre småting.
Så jeg sidder ret sjældent sådan rigtigt stille. Når jeg er ved at falde i søvn med hovedet i mine håndflader ud på eftermiddagen, siger mine barnløse kolleger nogle gange “Så er det rart, at du snart skal hjem og slappe af”, og jeg griner altid og forklarer dem, at det hænger helt omvendt sammen. Kontoret er min afslapning. Det er her, jeg kun letter måsen fra stolen af eget initiativ, og det er her, jeg kan nøjes med at tænke på én ting af gangen.

Men i dag er det anderledes. I dag kommer Verdens Sejeste Farmor nemlig og henter ungerne i vuggestuen og tager dem med hjem til Klampenborg. Her skal de så hoppe på trampolin og hænge ud med Farmor, og i morgen kører hun ind og afleverer dem i vuggestuen. Så jeg har altså halvandet døgn, hvor jeg ikke skal holde røven oppe på andre end mig selv, hvilket egentlig føles ret fedt sådan at tænke på. Min eneste ærgrelse er, at der ikke kommer nye afsnit af West World før på søndag.
Jeg fik faktisk idéen til denne lille Krapyl-ekskursion efter at have læst et indlæg på Canas blog. Hun beskrev, at hendes mor i fredags kom til hovedstaden, hentede Cana og Thomas’ børn og tog dem med til Sønderjylland, hvor de så ville tage ned og hente dem søndag. Cana skrev, at det var dejligt, at hendes børn nu begge havde nået en alder, hvor de var gamle nok til at komme på weekend uden deres forældre.
Og ja, jeg er af og til den uselvstændige førstegangs-mor, som spejler mig i alle andre og søger anerkendelse for mine valg, så jeg lod mig inspirere. Det slog mig nemlig, at mine børn altså begge to er fire måneder ældre end Canas yngste, og de har aldrig nogensinde været på weekend. De har kun to gange i deres liv overnattet uden enten mig eller Jon i det andet værelse. Den ene gang fordi, vi skulle til bryllup, og den anden gang fordi, vi tog til Nice i 24 timer og krydrede røv i vandkanten.
Og efter at have læst Canas indlæg, tænkte jeg, at det da egentlig kunne være, man kunne sende ungerne ud til Farmor på en ganske almindelig hverdag, uden at det var fordi, jeg skulle noget som helst? Og at både Farmor og Krapylerne måske også ville synes, det var meget hyggeligt? At den slags ikke kun kan foregå som en form for aflastning af forældrene, men også som en dyrkelse af et forhold til en bedsteforælder, som ungerne sætter meget højt?

Derfor blev beslutningen truffet, og Krapylerne hvinede af fryd, da jeg fortalte dem om planen. De taler tit om Farmors store hus – hun bor i et kollektiv lige op ad travbanen – og om den store trampolin, de har i haven. Så ungerne blev sendt i vugger med dyner, puder, astmamedicin og tandbørster samt hver deres lille rygsæk med øvrige fornødenheder. (En campinglampe og en LEGO-stige. Berta mente, det var vigtigt).
Og jeg skal ikke en skid. Thai-mad, tænker jeg. Måske en biftur. Og nyde, at jeg kan blive kontoret så længe, jeg lyster, uden at have en bagkant med at skulle hente børn. Et kort sekund overvejede jeg at stige på toget og futte til Svendborg for at spise bøf overfor og sove i ske med mit livs Langemand, men jeg tror egentlig, at en aften alene hjemme er meget godt givet ud. 🙂