skaermbillede-2016-10-24-kl-14-55-51
Jeg har hele formiddagen haft den dér gamle sang i hovedet “Når min far kommer hjem, så er mor lige gået – når min mor kommer hjem, så sover min far”. Jon har ikke TV-optagelser i denne uge, hvilket er genialt, for så er han hjemme hos os. Bortset fra onsdag til torsdag, for da flyver han til Manchester og ser nogle millionærer sparke grønsværen op i halvanden time med en kammerat.

Men fordi, han er hjemme, har jeg en del, jeg skal have indhentet fra alle de uger, hvor han ikke er det. Både på arbejds-, hygge- og søvnfronten. I nat havde Berta eksempelvis svært ved at sove, og den slags kræver ubetinget moderlig opmærksomhed. (Også selvom mor ved nattetide som oftest er mere grumpy end far). Så da solen stod op, gjorde jeg det modsatte og gik retur til min seng, mens Jon tog sig af vort yngel og afleverede dem i vuggestuen.
Forstå mig ret, vi hænger jo meget ud alle fire, men der ér altså også dage (som i dag), hvor jeg så dropper aftensmaden for at kunne spise med en veninde eller morgenmaden for at kunne indhente søvn. Eller arbejder længe om eftermiddagen, fordi Jon kan hente ungerne. Og så tænker jeg nogle gange, at ungerne sgu da må synes, det er lidt mærkeligt, at de enten hænger ud med enten den ene eller anden sådan på skift. Og jeg er dum nok til nogle gange at tænke, om de tror, vi er skilt. Hvilket jeg godt ved er komplet latterligt, da de ikke aner, hvad en skilsmisse er, og hvis de endelig gjorde, ville de nok undre sig over, hvorfor vi så snavede så meget, når vi endelig sås.
Alle familieliv er forskellige, og vores indebærer altså, at vi ikke er sammen alle sammen hver dag, når ungerne kommer hjem fra institution, og det er jeg egentlig ret sikker på, at de nok skal finde ro i. Til gengæld har de stort set altid den ene af os til rådighed, og når faren ikke arbejder, er han mere hjemme end nogen anden far, jeg kender.

I næste uge skal de gudhjælpemig starte i børnehave, Krapylerne, og jeg har ikke tal på, hvor ofte Jon og jeg har high-fivet over det faktum de seneste uger. Det føles fantastisk at have så store, seje børn, og selvom vi kommer til at savne pædagogerne i vuggestuen, har jeg heldigvis kun hørt godt om børnehaven fra mine spioner. Ordet ‘børnehave’ lyder altså også titusind gange federe end ‘vuggestue’ i mine ører. En vuggestue er et rum fyldt med forsvarsløse babyer, der ligger på ryggen side om side i hver deres vugge, mens en børnehave er et stort, grønt sted fyldt med unger, der løber rundt og leger. Jep, nogle gange er det anstrengende at være visuel. 😉
Hux og Bertie er “kun” 2 år og otte måneder, når de starter, så det er sådan set to måneder tidligere end normalt, men det skyldes, at Krapylerne er over et halvt år ældre end den næstældste i deres vuggestue, så de mangler lidt nogle ligesindede at lege med, og vi vil rigtigt gerne have dem over i børnehaven, før de glemmer nogle af de gode venner, de fik i vuggestuen, som er rykket inden dem. Derfor: På tirsdag!

Blot lidt mandags-øregas fra en tilfreds Langemor, som glæder sig til biftur med veninde i aften, mens min #hothusband står for yngelplejen. Og til i næste uge at skulle stå for børnehaveindkøring, mens manden leger filmhelt på Fyn. 🙂