fotografi-den-31-10-16-kl-11-39-2
I morgen åbner kontorfællesskabet Tinnitus, og jeg er her sgu ikke til at være med til det, hvilket selvfølgelig er lidt trist, men årsagen er yderst festlig. Krapylerne skal nemlig starte i børnehave, og de glæder sig enormt! Og de er ret lykkelige over hver især at skulle have deres bedste ven med derhen, hvilket giver mig lykke-kildren i maven. <3
I dag er Christian og jeg alene på kontoret, og vi har lige haft en lang snak (lidt for lang i forhold til vores travlhedsniveau. Det skal vi altså blive bedre til, hvis det her kontorfællesskab skal lykkes. At klappe kaje, that is) om, hvor heldige, vi synes, vi er (7-9-13). Ting går sgu godt. Folk, vi holder af, har det godt, og ting, vi gerne vil, lykkes. Det er dejlig. Virkeligt dejligt.

Og så findes der imidlertid stadig ting, jeg ikke forstår … 😉

1. At iPhone stadig ikke har en feature, der gør det muligt at lukke alle mine browservinduer på én gang!

2. At kapers ikke er en fisk! Det lyder som en fisk.

3. At jeg har to børn, der er store nok til nu også at kunne tælle til ti på engelsk OG TYSK! (Forklaringen er, at de skal tælle til ti, når de får deres astmamedicin, fordi de skal have masken for munden i ti indåndinger. Og de var blevet trætte af at gøre det på dansk. Og efteråret er hårdt for astmatikere ;-))

4. At der findes rygere. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har fortalt, at det smagte godt at ryge, før man havde gjort det i et godt stykke tid. Hvordan fik de sig selv til at blive ved? Især fordi, de jo ved, det ikke sådan er SUPER-fedt for helbredet.

5. Det er lidt det samme med ham, der opfandt cyklen. Hvad fik ham til at blive ved med at øve sig i at køre på den? Der var jo ikke nogen til at sige til ham “Du skal bare lige lære det med balancen! Når først den sidder der, glemmer du det aldrig igen!”

6. At Gemüse betyder grøntsager på tysk og ikke flødeskum! Jeg synes, det lyder som flødeskum! Jeg ved ikke hvorfor…

7. At tegnsprog ikke er ens på alle sprog! Da kunne de forskellige lande altså godt lige have ringet sammen i forvejen, tænker jeg.. 😉

8. At ‘Elefantvask‘ er for børn og ikke for liderlige mænd… 😀

9. At den første ‘Krummerne’-film udkom i 1991. Det er 25 år siden!?

10. At Serenity Cupcakes i København er lukket! HULK! It’s the end of an era … <3