skaermbillede-2016-10-01-kl-07-44-43Jeg lyver tit for mine børn, og som de bliver ældre og forstår mere og mere af det, jeg siger, har jeg sådan set bare tænkt mig at lyve mere og mere. Om nisser, enhjørninge og alle mulige andre ting. Jo mere magisk, vi kan gøre verden, des bedre. Jeg kan huske engang, min far skældte mig ud, fordi jeg som barn beskyldte min søster, der er små fire år yngre end mig, for at lyve, fordi jeg ikke troede på, at hun havde mødt Dronning Margrethe i skoven ved Blommeskobbel lidt udenfor Ertebjerg på Sydals. Min far sagde, at min søster blot var en kreativ historiefortæller, og det skulle jeg ikke sådan ødelægge. Og det havde han fandme ret i, den gamle.

Indtil videre lyver jeg dog primært om de lavpraktiske ting i livet … 🙂

  1. Du behøver ikke sove, du skal bare ligge og slappe lidt af.
  2. Julemanden findes. Helt klart!
  3. I de der tidspunkter lige inden solen står op eller gå ned, kan man se alfer, feer, nisser og tale med Mormor.
  4. Vi HAR ikke noget chokolade i huset!
  5. Alle andre mennesker skal også i bad lige nu! Hele verden går i bad nu, faktisk.
  6. Farmor skal passe jer i aften, for mor skal ud og gå en lang tur (ikke i biffen eller noget andet sjovt. Bare gå en lang, kedelig tur).
  7. I kan ikke se ‘Dora’ nu, for hun sover. SNORK-sover. Boots sover også, ja. De er amerikanere, så det skyldes tidsforskellen.
  8. Mor kan godt se jer, selvom hun ikke er i soveværelset, men sidder inde i stuen og er på facebook og ser ‘Homeland’. Så I skal blive liggende i sengene nu og ikke løbe ud og lege med biler, bare fordi jeg lukker døren.
  9. Cola er kun for voksne. Det smager helt utroligt stærkt.
  10. Den seksuelle lavalder i Danmark er 42 år.