Skærmbillede 2016-09-26 kl. 10.51.59
Mine børn er ret ens og MEGET forskellige. Hugo er to centimeter højere end Berta, der vejer cirka 700 gram mindre end Hugo, men de passer det samme tøj. Og de griner af de samme ting. Og jeg elsker dem præcis lige højt på hver sin egen, storslåede og helt fantastiske måde.
Jeg elskede dem også, da de var bittesmå og aldeles ufunktionsdygtige, og jeg bliver meget oftere skidesur og irriteret på dem nu, end jeg gjorde dengang. Men åh, jeg elsker dem så meget højere. SÅ meget højere! <3 Må man godt sige det? Sådan er det i hvert fald. 🙂
Berta er helt fantastisk på sin egen, lille facon. Hun er meget til stede i det, hun laver. Hun observerer folk omkring sig, hun er enormt empatisk, og det betyder meget for hende, at hun er tryg. Og det er hun, når hun og jeg griner af det samme, når vi er i bad sammen, og hun ligger ind over min skulder, mens det varme vand omslutter os, eller når vi vågner langsomt om morgenen, mens hun ligger på min mave – med hovedet på det bare sted lige under halsen.

Hugo er i løbet af de seneste par måneder stukket komplet af. Fra at være den, der var mest tilbageholdende, da de var helt små, er han nu den, der sætter dagsordnen de fleste dage. Han er vanvittigt nysgerrig og elsker at snakke med nye mennesker. Han har ikke det samme tryghedsbehov, men han vil enormt gerne ses. Han opsøger gerne folk, han ikke kender, i supermarkedskøer eller på legepladser, og selvom han endnu ikke taler lige så fejlfrit som Berta, siger han uendeligt meget mere. Når han har hørt et udtryk én gang og forstået, hvad det betyder, bruger han det igen og igen i forskellige situationer, mens han kigger indgående på os for at se, om det er rigtigt. Det er simpelthen så charmerende – synes moren.

I går var vi ude at cykle, og på vej hjem var det Hugos tur til at sidde foran på min cykel. Da vores vej gik forbi Riget, pegede jeg på de grå bygninger og spurgte ungerne, om de kunne huske dengang, de kom ud af min mave med et stort PLASK, for det skete derinde. Det kunne de sagtens huske, bedyrede de begge to. “Og du kom med numsen først, din bisse”, lod jeg Hugo vide og kyssede hans cykelhjelm. Og det misforstod Hugo så… Og resten af dagen fortalte han alle, der ville høre det, at “Jeg kom ud af mors numse!”

Jeg er vild med at have børn! Også selvom jeg er ret meget alene med dem for tiden, fordi faren arbejder i Svendborg. Men af samme årsag har jeg netop i dag besluttet at indføre børne-morgen-fjernsyn som en fast ting på hverdage i Langehjemmet. Vores morgen i morges hører hjemme i et opslagsværk over katastrofer. Der blev råbt, skreget, hevet i hår, nevet, tisset på gulvet og kastet med morgenmad. Og det var bare ungerne… Jeg mistede tålmodigheden, råbte for højt og kom ud af døren med shampoo i håret og uden underbukser.
Dét gider vi satme ikke igen! Så må en halv time med Dora The Explorer sgu alligevel være bedre for alle. <3