I-got-so-drunk-last-night
Denne weekend kommer til at byde på et rent overflødighedshorn af særligheder i Fru Langes lille liv! Jeg har arrangeret en reunionfest for LADY-LOGEN, OG jeg skal for første gang være ganske alene i lejligheden i hele TO dage! Indtil nu har jeg vist tilbragt i omegnen af 45 minutter alene i Nørregade, så det bliver lidt af en forandring, men det er én jeg glæder mig usigeligt til! Ungerne og deres faderlige ophav skal til familie-tamtam på Samsø, så de smutter lørdag morgen og vender retur ditto mandag. Altså får jeg rigeligt tid til både, søvn, fest og tømmermænd, og jeg har allerede på forhånd en ret klar forventning om, hvordan det kommer til at forløbe.

Lørdag d. 3. september 2016

Kl. 7.00: Vinker farvel til alle andre familiemedlemmer end mig selv, når de kører ud i verden for at nå dagens første færge mod Samsø..

Kl. 7.05: Går atter i seng og nyder nu at have TO dyner og ditto puder samt intet behov for ørepropper, da jeg jo er ganske mutters!

Kl. 11.00. (Måske senere): Står op og spiser noget, der feder, til morgenmad. I sofaen. I bar røv under dynen Foran Netflix, HBO og ViaPlay.

Kl. 14.00 (Måske senere): Går panikgang mod Strøget for at finde passende outfit (Det SKAL være en kjole, og den MÅ ikke være sort) til aftenens tøse-ramasjang!

K. 16: Langt, langt, langt og meget varmt brusebad (miljøet må for en gangs skyld komme i  anden række) inkluderende full body scrub, barbering af længe forsømte kropsdele, hårvask, balsam, hårkur og ansigtsmaske.

Kl. 16.30: Fikser makeup, dulle hår, skifter mening med kjole og formentlig alligevel ende i én, jeg havde i forvejen, drikker et glas champagne.

Kl. 18: Middag på Madklubben ved Rådhuspladsen sammen med 32 loge-ladies, som ikke har været samlet i tre hele år! Kindkysser, sladrer, roser, griner, snakker, diskuterer, bytte plads mellem hver ret, knapper kjolen op, så der er plads til desserten.

Kl. 21.30-23.30: Drikker mig fra sans og samling i gratis sjusser på ARCHs tagterrasse sammen med LADY-LOGEN.

Omkring midnat: Indtager dansegulvet hårdt og brutalt sammen med føromtalte damer, udøver aldrig tidligere set danse-moves og gør mig selv alvorligt til grin.

Kl. ca. 2: Siger upassende ting til fremmede, forsøger mig med et booty-drop, lægger ny eyeliner på toilettet, hvilket jeg formentlig vil tro lykkes, hvilket det med garanti ikke gør, sprøjter alt, alt, ALT for meget parfume på halsen, glemmer min taske og træder et stykke toiletpapir op under skoen.

Kl. ca. 4: Tager en taxa over gaden til hjemmet, kravler i seng. Står op igen, løber ud på toilettet, kaster alt, jeg nogensinde har spist og drukket, op, kravler i seng igen.

Søndag d. 4. september 2016:

Kl. ca. 9: Vågner med meget stort hoved på, pels på tænderne og en grundig ærgrelse over, at jeg ikke kan finde ud af at sove længe. Takker Gud for, at ungerne er på Samsø med faren.

Kl. 9.02: Børster tænder. To gange. Dør af grin over mit spejlbillede og glæder mig over, at ungerne (og særligt Jon) ikke er hjemme.

Kl. 9.03: Dør langsomt i sofaen foran tidligere omtalte streamingtjenester i bar røv med dynen og en six-pack cola. Alene, dårlig og lidt lykkelig.

Kl. 14: Ringer og bestille pizza hos Domino. Beder dem give chaufføren besked på bare at bryde døren op og levere pizzaen direkte i sofaen, da jeg umuligt kan rejse mig. Atter glæder jeg mig over, at Jon og ungerne er på Samsø. Ser genudsendelse af ‘Mit Plastikmareridt’ på TV3.

Kl. 16: Stadig i sofaen. Begynder at savne familien og føle mig meget klam og ensom i min alt for store lejlighed.

Kl. 16.30: På vej ud i køkkenet snubler over noget af ungernes legetøj, ser mig selv reduceret til krampegråd af savn over min familie.

Kl. 17: Tilbage i sofaen med fjernbetjeningen, overvejer at stikke i biffen.

Kl. 17.15: Opgiver biograf-planen, da al unødvendig bevægelse virker som tortur, spiser resten af pizzaen og drikker endnu en cola. Overvejer, om der går flere færger fra Samsø i dag, og om Jon og ungerne mon kunne overtales til at komme tidligere hjem.

Kl. 17.20: Ringer til Jon og stiller spørgsmålet ovenfor.

Kl. 17.30: Atter engang reduceret til krampegråd grundet afvisning.

Kl. 17.35: Ringer til alle, jeg kender, og beder dem komme og besøge mig, da jeg ikke kan være alene i den store lejlighed, som emmer af min familie, men se mig selv komplet ubrugelig i familiesammenhæng, da jeg 1) Er aldeles ukampdygtig 2) Er helt alene hjemme, og de tre andre i øvrigt har det fint uden mig.

Kl. 18: Opgiver mit forehavende da hele min omgangskreds selv har familier, som de agter at tilbringe søndagen med.

Kl. 18.20: Går i seng, pakker mig ind i to dyner, hvilket føles af alt for meget i en seng, som er alt for stor, og tuder mig i søvn – lettet ved tanken om, at Krapylerne og deres far vender tilbage mandag formiddag, hvilket betyder 1) At jeg snart atter kan finde en mening med mit liv 2) At jeg heldigvis kan nå et bad inden.

Det bliver FANTASTISK!! 😀