Fotografi den 08-09-16 kl. 10.17 #2
Da jeg havde fødselsdag sidste år, skulle Jon og jeg på date. Han arbejdede på det tidspunkt på Husets Teater, så da Krapylerne var puttet og svigermor sofa-installeret, smuttede jeg ned i teatrets bar og ventede på tæppefald og min mand.
Med et gik døren til teatersalen over os op, og folk begyndte at myldre ned ad trappen. Det var dog ikke Jon, der fandt mig først, men derimod en kvinde, der fortalte mig, at hun var i starten af 40’erne og fast læser på min blog. Hun gav mig et stort kram og forklarede, at det skulle jeg have for det her indlæg. Det var et indlæg, som ikke var skidenemt for mig at udgive, fordi det i dén grad piller ved mine hjertestrenge, men også et indlæg, jeg egentlig er stolt af, fordi jeg i det har fået sat ord på noget, som kan være svært at sætte ord på. Også for mig, stadig, nu 15 år senere.

Grunden til, at kvinden her var glad for indlægget, var, at hendes jævnaldrende veninde for nylig var død af kræft. Og som om det ikke var ulykkeligt nok, så efterlod hun sig en datter, som var omkring de 20 år. Og denne datters havde forståeligt nok fået sit hjerte fuldstændigt knust. Og nu sad hun dér på gulvet med alle stumperne foran sig og anede ikke, hvordan hun skulle give sig i kast med at samle det igen. Og om det var umagen værd.
Kvinden, jeg mødte, havde sendt hende mit indlæg, og hun fortalte mig, at det faktisk havde gjort en forskel for pigen. Jeg bilder mig ikke ind, at det har gjort en verden til forskel, men i hvert fald havde jeg fået sat ord på nogle ting, som hun endnu ikke havde afstanden til at kunne se selv. Og det, fortalte kvinden, havde givet pigen et lillebitte glimt af et lys for enden af en lang tunnel og en tanke om, at hun måske en dag ville stå for den anden ende som et helt menneske. Trods alt. Ligesom jeg gør det.

Dét, mine damer og herrer, er mit stolteste øjeblik i bloggens historie. Hands down og ingen sammenligning. Fuck præmier, receptioner, biografpremierer og gratis cremer. Jeg græd, så tårerne trillede ned ad hagen og landede på min nystrøgne bluse, og kvinden undskyldte, at hun havde ødelagt min fødselsdag, men jeg forsikrede hende om, at det ingenlunde var tilfældet. Tværtimod.

Derfor har jeg siden taget lidt tilløb til at dele lidt mere om den måde, jeg havde det på dengang, og hvordan jeg kom videre fra det. For hvis bare én læser kan få det bedre af at høre, at en optimistisk jubelidiot på internettet engang har befundet sig på det, der føltes som bunden af verden, så er det dét værd.

Så jeg har kombineret en idé, en læser gav mig i en kommentar om, at jeg skulle starte en “MMs tip og råd”-agtig brevkasse med et spørgsmål, jeg fik, da jeg spurgte, om der var noget, I, der læser med, gerne ville vide. Og så har jeg lavet en lille video.
Det er et one-take, og jeg har haft så travlt med at stirre ind i linsen, at jeg først bagefter erkender, at jeg har filmet hele balladen op i næsen på mig selv. Sådan går det. 😉