Fotografi den 24-09-16 kl. 19.57
Jeg har nok altid haft noget med tallet 2 og to ting af noget. 2 var mit lykketal, da jeg gik til eksamen i folkeskolen og på gymnasiet, og det er det sådan set stadig. Jeg har et navn, der består af to navne. Og de starte begge to med M’er. Og jeg har altid haft to efternavne, også. Før, jeg blev gift, hed jeg ‘Wendel Lei’, og nu hedder jeg ‘Lei Lange’. Med to L’er.
Jeg er vokset op i et to-familieshus, og både min mor og nabo-moren hed begge to Lone.
Jeg har altid sovet med to dyner.
Jeg har haft to rigtige kærester, før jeg mødte Jon.
Jeg er to-fagskandidat (i psykologi og kommunikation), jeg har altid haft to bedste veninder, og da jeg arbejdede på Aller, var jeg de sidste to år digitalredaktør for to magasiner (ELLE og IN). Jon og jeg havde været kærester i to år, da vi blev gift, og to uger senere blev jeg gravid. Med to børn.

Og i dag sidder jeg alene i sofaen med to følelser, som begge har fulgt mig hele weekenden.
Jeg er ekstatisk over, at Jon er hjemme i København, fordi jeg er begyndt at savne ham så vederstyggeligt, når han er i Svendborg. Men også fordi, jeg synes, der alligevel er liiidt at bide skeer med, når man sådan er alene med sine to englebørn fire/fem ud af ugens syv dage to måneder i træk (og der er to tilbage). Så halvdelen af mig svæver rundt i en rus af kærlighed, mens den anden del af mig bare har lyst til at smide mig i sofaen og lade Jon om alt, der vedrører børnene. Og madlavningen. Og rengøring. Og husholdning i det hele taget. Jeg er mast og synes, det er hans tur. Både for hans, ungerne og min skyld. Og samtidig synes jeg, at han om nogen fortjener at slappe af. Særligt i denne uge, hvor han har blæst rundt fra Slovenien til Svendborg for at tjene penge til den lille familie, og manden skal vel ikke straffes, fordi han passer sit arbejde?
Men han er skidegod til det, heldigvis. Altså til at tage over. Han savner jo også ungerne og har trods alt, selvom han har haft travlt, kun haft ansvar for sin egen bette (og virkelig velformede, by the way…) mås, så det gør ham ikke noget at sørge lidt for os, når han er her. Hvilket sgu da ikke får mig til at elske ham mindre, i øvrigt. 🙂
Og i aften er han i byen med drengene. For dem savner han også. Og jeg synes, han virkelig fortjener en bytur, to håndfulde bajere og at sove længe i morgen. Selvom den anden af mine to følelser er, at jeg vold-savner ham, meget hellere ville se en film i fjerneren sammen med ham end alene, og jeg ville meget hellere putte mig ind til ham senere, end gå i seng alene. Især fordi, at han allerede i morgen eftermiddag skal retur til Svendborg og spille fandango og atter efterlader mig her i København med vores to tumlinger helt til på torsdag.

Meeeen!! For der er jo altid et men. Jeg har købt ind til banana split. Og der er selvfølgelig nok til TO. Og jeg kan spise det hele selv. 😉

Og åh, ja, i øvrigt: Jeg havde to telefoner. En Samsung og en iPhone. Begge to med efternavnet 6.
For to måneder siden døde min Samsung, og i går døde min iPhone. Så nu har jeg ikke nogen telefon. Deraf stilheden på Instagram. 🙂