Skærmbillede 2016-09-02 kl. 10.47.34
Det dér med at have børn på to-et-halvt er seriøst bomben! Hvis man kunne få børn, som kom ud i dén alder, så ville jeg måske overveje at nappe et kuld mere, for babyer har ikke en skid på småbørn, hvis man spørger mig!

Når dagen gryr i Langehjemmet, sker det oftest ved, at én af vores to arvtager råber på mig fra børneværelset, og så iler enten deres far eller undertegnede (den, der har mindst søvn i øjnene) til deres undsætning og haler dem ind i dobbeltsengen. Jeg ELSKER de minutter, vi har hér, inden det bliver børnene for kedeligt, og de kræver havregrød, boglæseri, LEGO-bygnings-deltagelse eller tegnefilm. Det er nemlig som oftest det eneste tidspunkt i løbet af en dag, hvor Hugo gider putte sådan rigtigt. Berta finder mig mange gange i løbet af en dag for at få kram og mysser, men Hugo har tit for travlt og modtager kun omsorg, hvis han slår sig eller behandles (efter hans mening) uretfærdigt.
Derfor sniffer jeg begærligt hans morgenånde til mig, kører min næse mod hans kind, kysser ham i hele hovedet og holder om hans lille krop. Oftest foregår dette i øvrigt med Berta liggende på min mave, da det er hendes foretrukne spot, hvor imod Hugo foretrækker min hovedpude og egen dyne ved siden af mig, da han fra den lokation uden vanskeligheder kan nå mit hår, som han piller i med fingrene, indtil han er sådan rigtigt vågen.

Forleden var Jon hjemme, så han deltog i morgenens kærligheds-kluddermor, og mens vi lå dér, sagde Hugo et eller andet henvendt til Berta, som han omtalte som sin “søster”. Det er anden gang, det sker, og både Jon og jeg er blevet helt misty-eyed hver gang. Jeg spurgte ham, hvad hans søster hed, og han svarede selvfølgelig ‘Berta’, og Berta svarede grinende ‘Hugo’, da jeg bad om navnet på hendes bror.
Derefter spurgte jeg, om de monstro vidste, hvad deres mor hed, hvilket fik dem til at gøre store øjne. Da jeg fulgte den op med at fortælle, at jeg jo hedder ‘Mette Marie’, så Hugo meget forvirret ud, pegede over sin skulder på Jon uden at flytte blikket fra mig, og spurgte meget mistroisk ‘Hvad hedder HAN så!?’ Jon bedyrede, at han hed ‘Jon’, hvilket begge unger havde noget letterede ved at udtale end mit navn, som hurtigt blev til ‘Mette Moaar’.
Siden da, hver gang, Jon eller jeg har spurgt ungerne, hvad deres far hedder, har Hugo til gengæld konsekvent og meget højt svaret ‘Jaaaanus!’, hvilket de første par gange fik Jon til at kigge på mig med meget løftede øjenbryn. Aner ikke, hvor han har det fra!

Jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed til at fastslå, at Jon altså ér far til begge mine børn. Jeg ved godt, at det godt kan lade sig gøre at få tve-æggede tvillinger med forskellige fædre, hvis man bare er tilpas nok om sig, men det er altså ikke tilfældet her. Jeg ved, at nogle af pædagogerne fra Krapylernes vuggestue læser med her på domænet, og også I skal vide, at der ingen sandhed er i Hugos udtalelser.

😉


Jeg vil i øvrigt minde om, at man kan følge mig og bloggen her alle mulige steder, hvis man orker det:

Bloglovin’, på Facebook og selvfølgelig på Instagram. God dag! 🙂