Fotografi den 12-09-16 kl. 09.45 #4

Choko-Tina var skaldet som et æg. Hun stod foran mig i køen ved startfeltet, omgivet af veninder, som alle havde hendes navn stående på en lap papir sat fast bag på deres løbetrøjer, og nederst på dem alle stod også sloganet “Livet er uforudsigeligt – tag desserten først”.

I går løb Choko-Tina, alle hendes veninder, min søster, jeg og flere tusind andre nemlig Alt for Damerne-l’bet til fordel for ‘Støt Brysterne’. Stemningen var høj, solen bragede ned fra himlen, og Fie og jeg var ret fast besluttede på at slå vores tid fra sidste gang, vi deltog i et løb ved Tiøren på Amager. Men vi blev blæst komplet bagover, da vi ankom til løbepladsen og så alle de mange (primært) kvinder, som var mødt op for at løbe i den gode sags tjeneste. Og særligt på grund af én, de havde mistet, eller som i løbende stund kæmpede mod kræften. Der stod ‘farmor’ ‘min mor’, ‘min søn’ og ’seje Lisa!’ på skiltene, og min søster og jeg følte os ualmindeligt velsignede, da vi lige på stående fod sådan set ikke helt vidste, hvem vi skulle skrive på.
Løbet denne gang var også anderledes, fordi det var tydeligt, at mange af de deltagende ikke var løbere til dagligt. De løb ikke for at slå deres tider – de løb, fordi det føltes godt at kunne gøre noget. Den distance, vi løb den dag, føltes for mange, tror jeg, som et personligt bidrag mod den forfærdelige sygdom, som de må se deres veninde/mor/kollega kæmpe imod hver eneste dag. De kæmpede lidt for dem, der kæmper til dagligt. Det var meget rørende at opleve.

Angående Fies og min personlige tid, så ramte vi sgu meget godt den fra sidst, hvilket jeg er ret tilfreds med. Jeg var til crossfit i fredags som en del af et kommende sponsoreret indlæg for FitnessDK (det kommer aldrig, aldrig, aldrig til at gentage sig), og jeg har sovet elendigt i weekenden, så min krop var øm og tung, og halvvejs inde i løbet føltes det som om, min mås lå på en punkteret trailer, som sad spændt fast på min lænd, mens mine ben føltes som om, at jeg med begge fødder var trådt ned i hver sin spand fuld af cement, som var størknet og nu kæmpede indædt for at holde mig tilbage. Men ved Fies hjælp holdt jeg det samme tempo hele vejen igennem, faktisk, hvilket er mere, end jeg kan sige om sidste gang. Og hvis jeg havde vidst, at vi ville ende ud med en tid, der var 14 sekunder dårligere end sidst, havde jeg sgu nok lige sat farten lidt op til sidst, hehe.

Skærmbillede 2016-09-12 kl. 11.24.59
I morges gik stærkt, som morgner jo gør. Hvilket gjorde lidt ondt i mine stive ben efter gårsdagens løbetur OG fredagens træning. Og jeg nåede ikke at få morgenmad. Så efter at have afleveret ungerne i vuggestuen, rundede jeg Lagkagehuset for min ration af choko-rug og appelsinjuice. På disken havde de gratis smagsprøver på direktørsnegle, som jeg sneg mig til at smage, og det var i sandhed en himmerrigsmundfuld.
“Skal du have én med?” spurgte bagerjomfruen, og jeg spejdede efter sneglene med deres chokoladebrune glasur-topping og svarede “Njaeh, jeg må hellere lade være”. Men så blev jeg afbrudt af min indre stemme, der mindede mig om, at jeg for pokker ikke gider være dén slags pige, som takker nej til snegl, når hun virkelig har lyst! Og det ville Choko-Tina i øvrigt heller ikke have billiget.

Livet er nemlig uforudsigeligt, og derfor skal desserten spises først! Som sagt – så gjort! 🙂
GOD MANDAG! <3
Fotografi den 12-09-16 kl. 09.46 #2