Skærmbillede 2016-09-22 kl. 15.28.39
Jeg tog den kønne vej i bilen til Svendborg, da jeg var færdig med at holde oplæg for 10. klasse på Glamsbjerg skole. Og det var egentlig ikke for at nyde den skønne natur – det var primært for at undgå de mange motorvejsbropiller, som det ville være alt for fristende bare at jerne ind i med 120 kilometer i timen!
Mit oplæg for de 45 cirka 15-årige skoleelever på Glamsbjerg 10. Klasse Center var ikke just nogen storslået succes. Jeg var ellers fuld af forventning! Da jeg parkerede foran skolen og steg ud af bilen, ramtes jeg første gang af nasal nostalgi, da der lugtede fuldstændigt, som der gjorde det der, hvor jeg gik i folkeskole: Af gylle! Og da jeg kom ind i klasselokalet, ramtes jeg igen af en duft fra fortiden, nemlig lugten af teenage-sved.
Det hele osede bogstaveligt talt af gamle dage, og måske var det dét, der gik galt. Måske er der tale om en kulturkløft, for jeg synes ellers, jeg gjorde mit bedste for at være sjov og fyre små vitser af, mens jeg gjorde forsamlingen klogere. Men det slog mig bagefter, at jeg jo er hele TYVE år ældre end mine tilhørere, så grunden til, at de ikke grinede, trak på smilebåndet eller overhovedet så ud som om, de kunne holde bare tanken om mig ud, var måske til dels, at det, jeg synes var skidesjovt og god humor, i deres øren mest af alt klingede af pinlige far-vitser?
I hvert fald var der én, der faldt i søvn. En ellers nydelig, ung mand i en lys, lilla striktrøje. Han snorkboblede så grundigt, at det mindede mig om dengang, jeg var med HHX til foredrag i Nationalbanken …. Well freaking done, MM! #not

Jeg tænkte, at jeg snildt ville kunne fylde en time ud med tale og besvarelse af spørgsmål, men da jeg efter at have talt i, hvad der føltes som en evighed, så på uret, var der gået et kvarter. Og ingen gjorde mine til at stille spørgsmål. Jeg talte videre, gjorde igen et forsøg med en joke, der faldt til jorden med et brag, der var større end under Krystalnatten i 1938 (jeg ved det! Far-vits igen! Shit!), og til sidst var der en ung mand, der stak en pote i vejret! Med store forhåbninger og tilbageholdt åndedrag bag jeg ham fremsige sit spørgsmål, og det lød sådan her: “Hvad synes du om Fie Laursen?”

Ingen af eleverne i denne 10. klasse var bloglæsere, svarede de, da jeg spurgte, og de virkede ej heller ivrige efter at blive det. Og jeg vil godt have lov at fremstamme en noget forsinket undskyldning til Kristian, Eva, Viggo Vandkær, Ib Skafte, Korsgaard og alle de andre, der underviste mig og mine klassekammerater i folkeskolen tilbage i start-90’erne, for shit, det er et though crowd!

Sagen er jo nok den, at jeg er vant til at formidle mig til mennesker, der vælger mig til. Jeg kan ikke tvinge nogen til at læse min blog, så de, der gør, har lyst til det. Men folk, der sidder på en plads bag skolebænken, har ikke valgt mig, og derfor skal man altså stå tidligere op om morgenen. Eller kende sit publikum bedre. Eller tale om noget andet end blogs, når de nu tydeligvis ikke giver en fuck. 😉

Men det var sjovt! Det var en oplevelse, og man bliver jo heldigvis klogere af det hele, og jeg ville med glæde gøre det igen!
I skrivende stund er klokken 14.18, og selvom en del svendborgensere har snakket frem og tilbage i kommentarsporet på dette indlæg, hvorvidt de tør eller ikke tør komme og sige hej til mig, som jeg sidder her helt mutters alene og ufarlig i Hotel Ærøs restaurant og nyder en ostemad, så er faktum, at ingen so far er mødt op. Endnu. Men nu må vi se. 😉

Forsat kl. 15.24.
Der kom to! To fantastiske fruentimmere, som jeg nu har drukket Pepsi og Mirinda med, mens vi har sludret om alt fra fremtidsdrømme og fælles bekendte til småbørn, Tokyo, dimser og privatskoler! KÆFT, mand, jeg har verdens fedeste job, at jeg sådan kan hamstre mig til hyggetid med to for mig fremmede kvinder, som gider give mig lidt af deres liv sådan på lånt tid. Verden er blevet lidt større, solen skinner endnu, jeg har stadig en halv ostemad tilbage, og om halvanden time skal jeg se Jon! <3