Bridget-Jones-Baby-han-bær-på-hende-670x300
Man skal stå tidligt op, hvis man skal følge med nutidens kvindelige forbilleder, men man skal satme nærmest lade være med at gå i seng, hvis man skal følge med deres kritikkere, synes jeg.
Her i weekenden har jeg læst en harmedirrende anmeldelse – eller nok snarere udskældelse – af den nye film om Bridget Jones. Og hovedpersonen i særdeleshed. Vanvittigt velformulerede Ditte Giese skrev i Politiken, at hun altid har hadet Bridget Jones, som hun betegner som et postfeministisk sammenkog af møg. Og for lidt siden læste jeg en anden artikel på Politikens hjemmeside, som sammenligner Askepot med Carrie Bradshaw og siger, at de begge to er nogle kujoner. Skribenten lister scenen forud for Askepots skæbnesvangre bal op, og beviser, hvordan hun gang på gang giver fortabt og bare resignerer i stedet for at tage tyren ved hornene og kræve sin ret. Eller i hvert fald sin lyst. Dét skal vi kvinder ikke lade os styre af – vi skal være seje og ikke bare sidde ned og vente på en mand.

Åh, jeg bliver lidt træt.
Jeg er sådan set enig i, at mange eventyr og fortællinger om kvinder handler om damens jagt på manden. Og er det så blevet sådan, fordi vi altid har fokuseret på pakken med at blive gift og få børn, eller er det omvendt? Hvad kom først? Høne eller æg?
Vi lever i et informationssamfund med så usigeligt meget knald på, at der ikke kan poppe noget som helst op, uden at der straks følger en modreaktion. Og det er svineheldigt, for var man ikke enig med det ene, kan man så erklære sig enig i det andet, som man så kan dele på de sociale medier, og så kan vi bruge resten af dagen på at ‘like’ eller skælde ud i hinandens kommentarfelter.

Jeg håber lidt, at fordi der er SÅ mange informationer, historier og måder at leve, se ud på, spise, danse og elske, kan vi kvinder godt tåle at se popkulturelle film med en hovedperson af svag karakter uden at det behøver betyde, at vi automatisk resignerer og helliger os et liv som dørmåtte. Jeg føler mig en lille smule talt ned til, når folk tror, at jeg bliver dummere af at se dumme film, og jeg synes egentlig, at Bridget er forfriskende med sin klodsethed og måde at være enfoldig og småkikset på – sat over for alle andre damer, der i øvrigt også får skældud over at være for perfekte, radmagre og alt for spændende på Instagram, facebook, i modebladene og andre film. Dem kan jeg jo også godt lide, for de er inspirerer til nogle andre ting.

Vi damer kan nemlig godt skelne. Vi er nemlig så meget mere end dem på film: Vi er fler-dimensionelle. 🙂