image1
Jeg skal til Glamsbjerg, som jeg skrev i dette indlæg! Of all places! Og det siger jeg kun fordi, jeg aldrig før har hverken været i eller haft anledning til at skulle til lige præcis Glamsbjerg.
Anledningen er, at jeg er inviteret som gæstetaler på Assens Kommunes 10. klasses-center. Jeg er ret overbevist om, at absolut ingen af eleverne på bemeldte uddannelsesinstitution hverken kender eller har hørt om mig, men det har deres klasselærer altså. Og hun har inviteret mig. Og jeg synes, det er skidesjovt at holde foredrag, og desuden ligger Assens ret tæt på Svendborg, hvor en vis Langemand jo holder til i disse dage.
I skrivende stund er han ganske vist i Slovenien, men i nattens mulm og mørke i torsdagens sprødeste timer indfinder han sig på Fyns land, for klokken 9 om morgenen starter han optagelser til ‘Mercur’ igen.

Så når jeg er færdig med at kede nogle arme skoleelever, har jeg tænkt mig at indfinde mig på hans hotelværelse og som den dydige frue, jeg er, tålmodigt vente på, at han vender hjem, så vi kan råsnave og spise fynsk middag et sted i omegnen.

Men der er et par stykker, der har udtrykt ærgrelse over, at jeg er netop Glamsbjerg og holder et oplæg, som kun er forbeholdt en ret beskeden skare. Og jeg synes simpelthen, at tanken om, at jeg har læsere, der gerne vil hilse på mig i Glamsbjerg, er så fantastisk og hyggelig, så hvor mange er der tale om? Skal vi finde ud af noget? 🙂
Lad mig spørge på en anden måde – og så udbeder jeg mig svar og input i kommentarfeltet, hvis I skulle finde overskuddet til det:
1) Hvem er i Glamsbjerg på torsdag ved 13-tiden og har lyst til at dele en cola med mig på en café?
Og:
2) Er der en hyggelig café i Glamsbjerg?

For så kan vi sgu da lige så godt ses, mand! 😀

PS: Overskriften er ikke ment til at skulle virke som om, at det er glamourøst, at jeg kommer til Glamsbjerg. Jeg skal op, før fanden får sko på for at nå at aflevere ungerne i vuggeren og derefter køre de godt to timer til Glamsbjerg, så jeg kommer nok ikke engang i bad den morgen. Jeg kunne bare ikke stå for allitterationen.