Fotografi den 28-09-16 kl. 10.36
Billedet herover er sandsynligvis det sidste, der nogensinde bliver taget af mig på kontoret i Hi House! Vi flytter nemlig i dag! Crazy shit …

Jeg synes, det er aldeles underholdende at dele adresse med to mennesker på to år. Det er ganske tydeligt, at de lapper alt, vi siger, i sig (især Hugo), så man skal til at passe på. Men jeg må indrømme, at jeg lidt har den holdning, at så længe, de siger “Tak for mad”, “Tak for hjælpen!”, “Be’ om” og så videre, så må de egentlig gerne sige “shit” også.
Desuden tror Hugo jo for tiden som fortalt her, at han er kommet ud af numsen, mens Berta er kommet ud af min tissekone (ja, jeg hader det ord, men det er altså sådan, mine børn benævner mit allerhelligste). Det er satme sjovt.

Da jeg var barn, troede jeg i en lang periode, at de der små el-huse, der var på landet, som er bygget af røde mursten, cirka én kvadratmeter store og med en lille dør af træ, var tiltænkt sognets fattige dværge. Hvis de ved aftenstide stadig ikke havde fundet et sted at sove, kunne de altid lægge sig derind i den seng, jeg forestillede mig, der stod derinde. Der var desværre ikke plads til mennesker af almindelig størrelse, men jeg var sikker på, at det havde kommunen nok også styr på. Deres overnatningshuse var bare ikke så nemme at få øje på, da de jo lignede andre huse, hvor imod disse kun ville have plads til, at man kunne ligge udstrakt, hvis man var maksimalt en meter høj.
Jeg troede også, at det lille hus, der lå på toppen af en silo i Skovby, var et skamme-hus for folk, der for eksempel stjal nede i Brugsen eller talte ondt om deres kolleger. Så kom de derop i en uges tid, så de lige kunne tænke over, hvad de havde gjort.
Hvad det lille hus egentlig bliver brugt til, ved jeg stadig ikke, men jeg er nu ret sikker på, at jeg tog fejl i min første antagelse.

Jeg har her samlet et lille potpourri af ord, jeg troede fandtes, da jeg var barn. Nogle af dem fandtes sådan set – men de betyder ikke helt det, jeg troede. Og det meste er min mors skyld.

  1. Klimakterie-rød
    Den hårfarve, min mor brugte, da hun begyndte at hjemmefarve de grå hår. Ordet ‘klimakterie’ henviste naturligvis til det faktum, at min mor var i overgangsalderen – et pudsigt lille ordspil, som var komplet tabt på mig. Jeg troede, det var det ord, der stod udenpå Henna-tuben. 🙂
  2. Drømmebil
    Igen min mors skyld. Min mor var genfødt campist, og vi turnerede land og rige rundt med vores (viiirkelig) banged-up campingvogn ‘Perlen’, der havde fået sit ironiske navn grundet sin størrelse og IKKE sin stand. Men mest af alt drømte hun om en auto-camper. Sådan en lastbilslignende sag med køretøj og campingvogn i ét, og siden jeg var barn, har hun skreget “Seeeee! En drømmebil!”, hver gang sådan én overhalede os på motorvejen (det var aldrig den anden vej rundt. Vi kunne ikke køre mere end max 85 km/timen med oppakning).
  3. Fy for Fanø
    Min mor bandede ikke. Jeg aner ikke hvorfor, for hun var ikke specielt religiøs. Tror bare, hun synes, det lød grimt. Så jeg troede, at det, vi i dag udtrykker som “Føj for pokker” eller “Fy for fanden” hed “Fy for Fanø”. Jeg troede, at det var med folk fra Fanø ligesom molboerne. Dem måtte man åbenbart gerne gøre grin med.
  4. Federin og Teddy Ring
    To fiktive karakterer med fremtrædende roller i hver sin børnesang. Den første er fra “Tornerose var et Vakkert Barn”, og linjen hedder egentlig “Så kom den onde fe derind”, men jeg troede, det var et mytisk sagnvæsen, der gik under betegnelsen ‘en federin’. Teddy Ring er ham, de alle sammen står omkring i “På Loftet Sidder Nissen”.
  5. Erotikdræberen
    Det kaldte min mor konsekvent de marineblå nylon-ankelstrømper, som hun altid havde på. Jeg troede, det var det, der stod udenpå pakken! Og i mit voksne liv (hvor jeg i øvrigt hellere vil findes død end i nylonstrømper) har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor hun gik i de strømper, når hun selv synes, at de var grimme nok til at bremse al seksuel energi.
  6. Salgsmaling
    Det var faktisk min søster og ikke mig. Engang overhørte hun mine forældre tale om, at de gerne ville sælge huset, men de var i tvivl om, hvorvidt det var et godt tidspunkt. Måske ville de ikke få det solgt. Min søster spurgte da, om de ikke bare kunne dække hele huset i salgsmaling, da hun var af den overbevisning, at det var et magisk stof, som straks ville sætte fut under handlen!