img_6184.jpg

Jeg synes, det er monster-hyggeligt med de her ’10 ting’-lister, og jeg kan se i mine internet-detektiv-programmer, at det er der ret mange af jer, der læser med, som også gør. Så lad os sgu da bare blive ved med det!

Jeg kalder dem lidt forskelligt fra gang til gang, men det starter altid med ’10’. Sådan har man vel lov at være lidt kreativ, møhø!

Here we go!

  1. Jeg er begyndt at gå på biblioteket for at låne de bøger, jeg læser, hvilket jeg har ret stor optur over, for KÆFT, hvor er det dog voldmeget billigere end at betale 300 kr. pr. krimi nede hos Arnold Busck. Selv sagt. Og så er der også noget hyggeligt over biblioteker. OG det er bedre for miljøet.
  2. Men jeg elsker bare at eje de bøger, jeg læser! Og jeg forstår ikke hvorfor, for jeg har ALDRIG læst den samme bog to gange, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at komme til det. Jeg tænkte en overgang, at det måske var min indre snob, der gerne ville virke belæst og have reolerne fulde af bøger, men der er altså ikke megen intellektuel valuta at hente i at have væggene fulde af kriminalromaner …
  3. Det er længe siden, jeg har haft så stor griner, som jeg havde, da jeg så Michael Simpsons opslag: “Prøv lige at sige ordene kød, påske og perler efter hinanden på engelsk”. Hvis man ikke har gjort det endnu, bør man gøre det. KÆFT, det er sjovt!
  4. Der er under en måned til min fødselsdag nu, og jeg glæder mig som altid enormt meget. Selvom man jo efterhånden med ro i stemmen kan bedyre, at jeg har prøvet det før.
  5. Men jeg glæder mig faktisk mere til at blive 36 og 37, da jeg synes, de tal er meget pænere end 35.
  6. Hvis man er til krimier og ikke kender ‘Julie Hastrup’, så er jeg lidt jaloux, faktisk. ALLE de bøger, hun har skrevet, er fantastiske, velskrevede og spændende. Jeg lagde den seneste fra mig i går, og jeg savner den allerede.
  7. Vi har besluttet at tage ud i kolonihaven fra tirsdag til torsdag, fordi det jo så pludselig er blevet sommer igen i lige præcis den uge, Jon er hjemme på “ferie”. Jeg føler mig altså ret heldig med mit liv.
  8. I fredags, da Jon og jeg var på date, passede min svigermor ungerne. Da vi kom hjem, var min svigerinde kommet på besøg med min lille nevø, Pelle, som lå og sov i sin lift med en klud henover det ene øje, sådan som Krapylerne gjorde, da de var små. Det er første gang, jeg har mærket det rive i underlivet efter at reproducere mig, siden Prop og Berta gjorde deres exit fra min dengang yderst svulmende legeme.
  9. I dag var vi FIRE på arbejde i vores lille kontor i Hi House! Det føltes så fantastisk med al den energi i rummet, og det fik mig til at glæde mig ENDNU mere til, at vi fra 1. november går i luften med kontorfællesskabet Tinnitus i Holbergsgade! (Vi har i øvrigt stadig et par ledige stole…)
  10. Når jeg tager fat om en mozzarella, som stadig er i sin pose, tænker jeg altid på, at det må være sådan, et meget, meget koldt scilikonebryst føles.