13883800_10154163081756886_629189326_n
Så er ferien uigenkaldeligt slut i denne omgang. Krapylerne er netop lagt til hvile i egne senge i børneværelset, Jon øver replikker med en yndig skuespillerinde i køkkenet, og jeg sidder i sofaen i det samme tøj, jeg har haft på stort set siden lørdag, hvor vi forlod Kroatien. Ude er godt, og hjemme er bestemt OK. Men den her ferie var bare anderledes end alle andre ferier. Normalt glæder jeg mig efter en ferie med krapyler til at komme hjem, hvor rammerne er, som de plejer, men denne gang kunne jeg snildt have leget teltbums med Jon i hånden og ungerne på ryggen et halvt år endnu.
Jeg har sommeren igennem læst en del blogindlæg hos andre, der skriver, at de synes, det er hårdt at holde ferie med børn, og det er altså ikke for at være usolidarisk, at jeg sådan har skamrost vort familiære samliv de seneste uger. For jeg er rørende enig. Eller jeg VAR (og jeg bliver det måske igen). Det kan virkelig kræve kræfter at holde fri flere uger i træk med egen avl.

Siden Krapylerne var seks måneder gamle, har de været med os i Göteborg, Barcelona, Als, Marrakech, Skagen, Malaga, Rom, New York, Samsø, Sri Lanka og nu Kroatien. Og alle de foregående rejser har sgu’tte bare været badeferier, skulle jeg hilse at sige. Jeg tabte 5 kilo i New York, fordi ungerne havde splinter-skid i kanon og i øvrigt hadede klapvognen, så jeg brugte al min tid på at løbe mellem parker og offentlige toiletter – i 33 graders varme. Og i Sri Lanka tabte jeg 4 kilo, fordi Hugo blev indlagt med salmonella, hvilket gjorde mig så hunderæd, at jeg ikke kunne spise noget, før han atter begyndte på det. Og tiden inden indlæggelsen brugte ungerne i øvrigt på kollektivt at bitche over varmen og bare være helt almindeligt cranky 24/7.
Jeg har dog ikke brokket eller ærgret mig det store over det, for jeg tænkte, at sådan ér det jo, når man sådan laver børn – og ikke mindst, når de sådan kommer i par. Mange har haft travlt med at fortælle mig, hvor hårdt livet som tvillingefamilie ville blive, så jeg havde lidt vænnet mig til, at det var alle mand på dæk døgnet rundt.

Nok netop derfor er jeg så forelsket i den ferie, vi netop har tilendebragt – hvor jeg absolut ikke har tabt mig, men derimod taget på. (Og jeps, det var totalt det værd! 😉 ) Både Jon, Hugo, Berta og jeg har holdt fri hele juli, og sådan en lang ferie lokker altid nogle syge udviklingshop frem i Krapylerne.
De er nu begyndt at snakke sammen, forme hele sætninger, have (ret mange) meninger om ting, kunne huske samtaler og oplevelser tilbage i tiden og i det hele taget have personligheder, der fylder MEGET mere. Og tvillingefordelen er totalt sparket igang! De leger sammen, de griner af hinanden, de udfordrer hinanden, rotter sig sammen mod os, og de finder tryghed i hinanden, som på campingpladsen gav dem mod til at henvende sig til andre børn og spørge, om de ville spille fodbold, æde sand, lege dinosaurer eller kaste med sten sammen med dem.
Måske havde jeg helt blokket ude, at den her tid nok ville komme, fordi jeg generelt gør mit bedste for ikke at bruge min tid på konstant at se fremad, men i stedet øver mig i at være der, hvor vi nu engang er, når vi er der. Men i denne ferie skete det, og verden er i kraft af alle de ting pludselig eksploderet i farver, jeg lidt havde glemt. Ungerne er kommet senere i seng og har derfor sovet længere, og det har vi også, så pludselig er jeg mere udhvilet, end jeg kan huske at have været før i min tid som mor. Som tvillingeforældre har vi glædet os til, at ungerne ville blive store nok til at kunne underholde sig selv ind imellem, så vi ville kunne få små timeouts til os selv, men nu, hvor de pludselig ér netop det, er de samtidig blevet så meget sjovere, nemmere, mere udfordrende (på den gode måde) og mindre krævende at hænge ud med, at den timeout slet ikke er nødvendig på samme måde.

Fordi ungerne er blevet så meget bedre til at tale og fortælle, hvad de vil, er jeg heller ikke længere så kronisk nervøs for at overse et af deres behov. Det betyder, at mine skuldre har sænket sig, jeg stresser mindre, jeg griner mere, og jeg kan kende mig selv som den, jeg var, inden Krapylerne. Hvilket gør, at jeg er blevet endnu mere nyforelsket i ham, der startede det hele. Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde ændret mig sådan synderligt, og det har jeg måske heller ikke, men der er alligevel noget dejligt velkendt ved den følelse, jeg sidder med nu. Det føles som om, vi er en FAMILIE og ikke bare et par, der har fået tvillinger – sådan lidt hårdt sat op. Og det er det vildeste rush! Pludselig kan jeg kun forestille mig, hvordan den følelse vokser i takt med, at ungerne gør det. Jeg har selvfølgelig altid godt vidst det, men nu kan jeg mærke det. Og der er nu engang uendelig forskel på at høre om noget og at føle det selv.

Ja, det kan sagtens være, at det bliver hårdt igen i morgen, i næste uge, når de fylder tre eller når de bliver teenagere. Det tvivler jeg slet ikke på. Men jeg har bare tænkt mig at nyde, elske og sniffe al den her lykke i mig i så store portioner, jeg kan. Ét, jeg har lært af at få børn, der lagde ud med at være herre-nemme det første år for derefter at byde på lidt mere ballade i det andet, er, at det, der er godt givet ud, kommer meget sjældent dårligt tilbage. Og glæde, optur og gode oplevelser kan lagres og gemmes til senere i koncentrat, som man kan hale frem efter behov og hælde ud over sin leverpostejmad. Så jeg samler til hobe, napper en sidste fridag med ungerne i morgen, og på onsdag skyder vi atter hverdagen i gang. Og jeg er dejligt spændt på, hvad den mon har i ærmet.