Fotografi den 23-08-16 kl. 16.13 #3

(Og ja, det er naturligvis en ‘pun’, at jeg står op på billedet, høhø …)

At kalde mig et ordensmenneske ville være at skyde forbi. Jeg roder som en sindssyg. Jeg har længe prøvet at bilde mig selv og min nærmeste familie ind, at det er Krapylernes skyld, at vores hjem aaaa(aaaaaaa)ltid roder. Men den gik ikke længere, da jeg i juni var i Barcelona i to dage, og min ægtemand under en Skype-samtale fik fortalt mig, at det altså var uendeligt meget lettere at “holde hjemmet”, når jeg befandt mig udenfor landets grænser. Busted.

Desuden er jeg enormt dårlig til at tage mig sammen til ting. Igennem de seneste år er jeg flere gange blevet kaldt for en ‘do’er’, og det gør mig altid stolt og lidt overrasket. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at jeg ret meget er typen, der rider samme dag, som jeg sadler. Hvis jeg får noget, jeg selv synes er en god idé, så spæner jeg straks mod målet og har pludselig masser af energi, handlekraft og 25 timer i døgnet. Hvis jeg selv tror på idéen, har jeg svært ved at forestille mig, at andre ikke ville gøre det, og den naivitet fungerer ret godt som brændstof, tror jeg. Således startede jeg bloggen her på baggrund af et Instagram-opslag en fredag, jeg fik lavet et ApS på en eftermiddag, da Christian og jeg altså pludselig ikke kunne leve uden at starte et kontorfællesskab i Holbergsgade, og sådan er der så meget.
Men jeg er virkelig dårlig til at finde tid til ting, jeg ikke gider. Rugbrødsopgaver, ting, som bare SKAL ordnes, for at tandhjulene løber rundt – dem gider jeg ikke ret længe ad gangen. Jeg elsker at sætte i gang og finde på nye ting, men det med vedligeholdelse er jeg dårlig til. Ligesom at jeg ikke kan finde ud af at sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig.
Af samme årsag betaler jeg en revisor for at stå for alt, der har med regnskaber og tal at gøre. Han står for at regne alt ud, lave momsregnskab, årsopgørelser, skatteregnskab og så videre. Jeg skal bare sende ham alle mine papirer, og det ender jeg altid med at gøre for sent.

Til gengæld er jeg skidegod til at møde ind på kontoret, hvilket jeg anser som en klar fordel, når nu jeg er både pedel og direktør i egen enkeltmandsvirksomhed. Jeg er fra mine år på ELLE flasket op med, at man møder ind på et vist tidspunkt, arbejder en rum tid, og så går man hjem. Og den disciplin har jeg taget med mig. Jeg møder altid klokken 9, og hvis klokken (af oftest krapyl-relaterede årsager) sniger sig over den tid, føler jeg, at jeg kommer for sent. Jeg er altid på kontoret til kl. 15, hvor jeg så cykler ned og henter ungerne og tager hjem og holder fri.

Der var efter mit indlæg i går et par stykker, der bad mig skrive lidt om at være selvstændig, og hvordan jeg holder motivationen oppe, og til det kan jeg kun sige, at det selvfølgelig gør det en del nemmere, at jeg laver noget, jeg synes er totalt bomben. Lysten til at gå på arbejde hver dag kunne ligge på et betydeligt mindre sted, dengang jeg skrev speciale, skulle jeg hilse og sige.

Men jeg vil under alle omstændigheder anbefale, at man får sig en kontorplads. Om det så er ude i byen eller hjemme i kælderen er mindre væsentligt. Jeg synes bare, det giver noget, at denne plads er allokeret til arbejdet. På samme måde, som at det for mig er vigtigt, at der er noget, der hedder arbejdstid og noget, der hedder fritid. Det charmerende ved at være selv-chef er jo så, at disse begreb på fineste vis nu og da kan flyde sammen, men det er vigtigt, at man letter måsen om morgenen ved samme tid hver dag, tager tøj på og “går på arbejde”. Hvis man bare hygger under dynen hver dag, til man vågner, ligner alle dage fridage, og så kan det være svært at sparke den i gang. For hvorfor så ikke bare vente til i morgen …?
Desuden synes jeg, det er en god idé at være relativt realistisk omkring, hvad man er god og dårlig til og så hyre hjælp til det, man ikke selv formår. Det er for mig en skøn følelse, at min revisor holder styr på finanserne, så jeg ikke skal vågne op om natten badet i sved ved tanken om, at nogen kommer efter mig, fordi mit skatteregnskab er forkert, eller fordi mit momsregnskab ikke stemmer. Det er dårlig energi og bekymringer, som jeg således er fri for.

Det kan være svært at give et universelt tip til, hvad der lige virker for den enkelte, men jeg tror, et godt bud er det dér med at stå op på samme tid og gå på job hver dag. På en kontor- eller kontorlignende stol, altså. Sofaen duer ikke, for det minder for meget om fritid. Den er OK om aftenen, hvis man arbejder over, så at sige, men i dagtimerne skal et fast antal af dem være afsat til arbejde. På den måde får man mindre dårlig samvittighed, når man har fri, og på den måde er der flere positive følelser rettet mod opgaven eller opgaverne. Og det er da ret smart. 🙂