Jeg har været i gemmerne (med hjælp fra TimeHop) for at finde ud af, hvad jeg egentlig gik og bedrev tiden med på netop dette tidspunkt – bare for år tilbage. Nogle gange, når man synes, det hele kører rundt i et hamsterhjul, eller man ikke er der, hvor man gerne ville være, kan det være en god idé at bladre tilbage i kalenderen for at se, hvor meget, der rent faktisk er sket, mens man har haft travlt med alt muligt andet.

Jeg føler i disse år, at jeg befinder mig lige midt i det sted, jeg allerhelst vil være. Jeps, så heldig er jeg for tiden! Men derfor kan det alligevel være skægt at se, hvor man kommer fra, så at sige. 🙂
Skærmbillede 2016-08-04 kl. 10.52.51

Det er 9 år siden, at jeg boede i Berlin som udvekslingsstudent og brugte sommeren på at spise nektariner og have hat på, mens jeg slikkede sol og varmede op til aftenens bytur på BadeSchiff. Det var den varmeste sommer ever, jeg havde ingen penge, jeg gjorde mig absolut ikke umage med skolen, og grundet de lave priser på rom, mynte og rørsukker i REWE, kunne man få en solid bytur op at stå for under 10 Euro. Jeg var komplet single, men datede lidt en lækker, tysk (jeps, det findes sgu!) DJ, som ikke rigtigt tålte dagens lys, da han viste også datede en anden …

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 10.59.34

Det er 7 år siden, at jeg tog med min søster og papsøster på afbudsrejse til Kreta, hvor vi en dag lejede en bil uden tag og kørte rundt og så på byerne langs kysten. Som det ses på billedet, var det før, man havde GPS på sin mobiltelefon. 😉

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 11.01.52

Det er 5 år siden, at min far begyndte at SMS’e. Jeg tør simpelthen ikke sige, om han er blevet bedre med tiden, for han har stort set ikke gjort det siden. Hans yndige hustru er heldigvis en haj på tasterne, og min far er god til at snakke i telefon, så vi klarer den!

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 11.03.23

Det er 4 år siden, at Jon og jeg var på vores allerførste fælles campingferie. Vi havde lånt min fars stationcar, købt et telt og var kørt til Sydfrankrig, hvor vi så de fineste bjergbyer og endte med at købe et fantastisk sminkebord i spejlglas med hjem, som nu står stuvet ind i lejlighedens dybeste hjørne af frygt for, at Krapylerne kommer til at vælte det …

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 11.06.39

Det er 2 år siden, jeg var til Christianes lanceringsfest af websitet Chrichri.dk. Siden har hun udgivet både bøger og magasiner. Seje dame!

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 11.09.13

Det er OGSÅ 2 år siden, at jeg gjorde en masse krumspring for at skabe den perfekte S’more. Kombinationen med en SMIL i midten var dog ikke som sådan et hit. Skumfidusen er nemlig så sød, at SMIL’en ikke kunne smages … Det siger alligevel en del!

Skærmbillede 2016-08-04 kl. 11.07.51

Det er 1 år siden, at jeg var til modeugefest i Kødbyen og stjal tre balloner til Krapylerne på vej hjem. 🙂

Fotografi den 04-08-16 kl. 11.16

Og det her er altså mig i dag. 🙂