13932977_10154180265166886_1593145359_n
Jeg er nødt til lige at afbryde dagens udsendelse for at fortælle alle kvinder, at Netto ved Rundetårn simpelthen er det vildeste sted at befinde sig sådan en tirsdag formiddag, hvis man har øjne i hovedet og endorfiner i kroppen! Jeg var travlt optaget med at fange en sjælden Pokémon i køen (det begynder at tage overhånd, det her), da niveauet af dybe mandestemmer fik jeg til at dreje omkring. Og linjen af mennesker bag mig lignede grangiveligt en mix mellem Hugo Boss herre-lineup kombineret med håndværkernes fagforening. Der var høje mænd, lave mænd, mørkhårede mænd og lyshårede mænd. De fleste købte cola og pizzaboller og var iklædt hvidt Canvastøj, og jeg kunne ikke undslå mig for lige at kaste med håret, da jeg drejede ud om på hælen og ud af svingdøren.

Nåh, det var slet ikke det, det her indlæg skulle handle om, men derimod den date, jeg i går var på med min mand. Han går aldrig i Canvas-bukser, men han gør det sgu for mig hver eneste dag alligevel, og det er som sådan ret godt klaret i en hverdag fuld af bleer, praktik og alt det der.
Jeg havde for en enkelt gangs skyld krævet enevælde i forhold til filmvalg. Normalt har jeg rygrad som en regnorm, da jeg bare er fan af at gå i biffen – og særligt med Jon, så han får som oftest lov at bestemme, hvilket tit munder ud i lange bilsekvenser og skyderi-scener, men i går havde jeg taget fløjlshandskerne af. Jeg krævede, at vi tog i Empire Bio og så ‘Tarzan’ kl. 19.45 – og det endda i 2D. Jon elsker 3D, som jeg stadig ikke rigtigt har fidus til. Men han accepterede sin skæbne med et smil, heldigvis.

Vi startede med at køre hjem til Jons søster og hendes kæreste, som i sidste uge blev forældre til verdens første krapyl-fætter! Jeg ved godt, det nok ikke helt kan passe, men jeg synes alligevel, at han ligner en perfekt blanding af Hugo og Berta, og jeg har ikke været så skruk de sidste to-et-halvt år, som jeg var, da jeg sad med ham i favnen. Da vi en time senere løsrev os, havde jeg to meget modsatrettede følelser i kroppen. Den ene bad mig om at hale alt klunset af Jon på stående fod og straks lave en tre’er, og den anden åndede lettet op over, at vores børn er så store, som de er nu, så al den tvivl, frygt, angst og i det hele taget ny-hed, der følger med det at blive nye forældre, efterhånden ligger mere og mere bag os.

13988817_10154180265131886_1608089082_n
Der var kun tre kvarter, til vores film startede, men til alt held var det eneste bord, der findes indendørs i verdens bedste pizza-biks, Ninos, som ligger på Guldbergsgade lige overfor den jødiske kirkegård, ledigt! Så her sad vi så en lille halv time, drak sodavander og spiste fantastisk vellavet pizza, og så tumlede vi over i Empire Bio, investerede i popcorn og lod os trække ind i filmens verden.
Jon var ikke helt så begejstret som jeg for ‘Tarzan’, men jeg vil viiirkelig anbefale den! Jeg synes ikke, Alexander Skarsgaard er helt så lækker, som folk går og siger. Jeg kan godt se, han er stærk, men jeg bryder mig ikke om mandebryster – uanset om de så er fulde af bearnaise eller muskelvæv. Men han er mega-sej som Tarzan! Og filmen er fuld af smukke, smukke scener ude i junglen. På den måde mindede den mig en liiiille smule om ‘Life Of Pi’. Altså de fine dyre-scener og så videre. Og så elsker jeg i øvrigt kategorisk alle film med Christoph Waltz.

I dag har Jon netop meddelt mig, at hans aftale i aften er aflyst, hvilket glæder mig upassende meget, for så kan vi binge ‘Stranger Things’. På fredag tager han som nævnt på kursus i 10 dage, så jeg vil meget gerne have banket de sidste fire afsnit af inden da, så jeg ikke skal vente de 100 år, før jeg kan se, hvad den ender med! Endnu en anbefaling, i øvrigt! Kæft, den er god!

God tirsdag, peeps! Solen skinner herfra, hvor jeg kan se, og jeg har lige spist en ostemad, så jeg synes godt man kan sige, at alt tegner godt. 🙂