img_4874-1.jpg
Når det kommer til at være forældre til Hugo og Berta, er der mange ting, jeg er bedst til. Bum, sådan er det. Jeg er bedst til at mærke, om de er ved at blive syge, og jeg er bedst til at huske deres medicin. Jeg er bedst til at købe tøj til dem, at afgøre, hvornår de skal have jakke på, og jeg er bedst til at pakke deres kuffert, når vi skal på ferie. Jeg er bedst til at huske, hvilket legetøj, de bedst kan lide, jeg er bedst til at time deres døgnrytme, så alle får den søvn, de behøver, og de foretrækker mig, når de skal puttes, har slået sig eller vågner om natten.

Jep, listen er lang. Og det første år af vores liv som familie, fremhævede jeg ofte ting fra den alenlange liste overfor ungernes far. Han søgte løbende del i tronen derhjemme. Han mente, jeg gjorde mit bedste for at være borgmester i Babyby, og han synes egentlig, det var et hverv, vi burde dele.

Jeg svarede ham dengang hver gang, og det ville bare ikke komme til at ske. Selvom han var rigtigt, rigtigt meget sammen med ungerne (også) det første år, så var jeg det bare mest. Han startede med at spille teater i Odense 10 dage efter, at ungerne blev født, og han optog ‘Sommeren 92’ i Sverige, da de var et halvt år gamle. Han var der meget mere end mange fædre, men han var der ikke lige så meget som MIG! Momma Bear. Og det brugte jeg imod ham, når han bad om lov til medbestemmelse eller søgte om at ændre i mine rutiner. Jeg sammenlignede det med, at vi begge to var ansat til den samme opgave, men hvor han “kun” mødte ind til aftalt arbejdstid, så var jeg der døgnet rundt. Så selvfølgelig skulle jeg have højere agtelse og kunne forvente højere anciennitet overfor chefen – eller i dette tilfælde cheferne. Jeg siger ikke, at jeg var fair, men sådan var det nu engang.

Og nu er det så gået hen og er blevet hverdag i mellemtiden. Siden nytår har Jon været mere eller mindre ufrivilligt hjemmegående (eller det, man kalder arbejdsløs), og da har han været den, der eksempelvis hentede og afleverede oftest i vuggeren. Han har også, siden dengang jeg var højgravid og ikke duede som andet end rugemaskine, stået for alt praktisk i husholdningen. Han køber ind, betaler regninger, ordner forsikringsting og er opdatere på vuggestuens intranet uden så meget som at bede om en hånd i ny og næ, og sådan har det bare hele tiden været. Desuden har han lege sygt meget med ungerne det sidste halve år, og de er vilde med det.

Efter vores sommerferie, hvor vi alle fire var sammen non-stop, er ungerne begyndt at bytte om på mit og Jons kaldenavn. De kalder tit mig for ‘far’ og Jon for ‘mor’, og når han forlader selskabet, bliver de ligeså knuste, som når jeg gør. Også selvom vi bare skal tisse..

Og nu kan jeg se, at der er mange ting, Jon er bedre til end mig. Han er meget bedre til at lege. Han kan bruge en time med røven i trægulvet på børneværelset og være optaget af LEGO-byggeri sammen med dem, hvor jeg er ved at rådne op af kedsomhed efter bare fem minutter. Og når jeg så endelig prøver at engagere mig, river de altid mine byggerier ned, før de overhovedet tager form, og det bliver jeg så træt af.

Desuden har han en meget længere lunte. Han er simpelthen så god til at holde den gode tone, hvorimod jeg skammer mig over, hvor lidt der nogle dage skal til, før jeg tænder af og begynder at råbe op om ting og principper, som folk på 2 alligevel ikke forstår.

Og så er der alt det praktiske. Jeg aner stadig ikke, hvordan man tømmer vores drønsmarte blespand, for det har jeg aldrig nået. Alle de der praktiske ting er den smørelse, der får livet i en almindelig, dansk gennemsnitsfamilie til at glide. Og han gør det bare! Leger, trøster, forstår og rummer. OG alt det andet. Uden at søge anerkendelse og ros for det, sådan som jeg nok ville have gjort det…

Men den ros skal han fandme have. Og det er egentlig pointen med mit indlæg. Ikke at rose Jon, for det gør jeg nemlig. Hver eneste dag. Det fortjener han nemlig, for jeg har gået rundt og været så enevældig i de første par år. Og uden at vide det, så tror jeg lidt, at sådan er der måske også andre kvinder, der er. Vi skal huske at se vores mænd for de sindssygt seje fædre, de er, for det er de! De første par år kan det være svært at komme til for babser og brystmælk, men KÆFT, hvor er det dog en stor gevinst at have en far ved hånden, når de der små kødklumper begynder at drøne rundt og vil lege ‘dyt-båt’, og man måske selv ikke længere har noget imod at dele tronen, opgaverne og ansvaret en lille smule.

Skål for fine fædre!