Skærmbillede 2016-08-10 kl. 14.04.03

Det startede faktisk umiddelbart inden vores anden date. Altså Jons og min. Vi havde vores allerførste stævnemøde på en hamrende varm søndags-sommerdag midt i København, og jeg var allerede skudt i det vidunder af en mand overfor mig, som på daværende tidspunkt boede i Odense og gik på skuespillerskolen.
Søndagen efter skulle jeg retur med tog fra Sønderborg, hvor jeg havde besøgt min far, og så casual som muligt foreslog jeg Jon, at jeg hoppede af toget i Odense, spiste en pizza med ham og tog det sidste tog hjem til København. Han svarede tilbage, at det var et skønt initiativ, for “spontanitet er lidt et credo for mig”, som han formulerede det.
Jeg blev selvfølgelig glad for, at han var med på idéen, men derefter blev jeg lidt nervøs for, om han nu var sådan en flyvsk kunstnertype, som det var umuligt at lave aftaler med, men det skulle heldigvis ikke vise sig.
Og Jon ér da også spontan! Han er i hvert fald som næsten altid med på det, når jeg er spontan! 😉

Det var han dog ikke i går. Jeg havde været på Vesterbro til et møde, og derfra skulle jeg ind og mødes med Jon og hans agent til et andet møde. Vi skulle mødes meget tæt på Rådhuspladsen kl. 12, og da klokken var 11.32 stod jeg på Hovedbanen og kiggede over på indgangen til Tivoli. I lommen på mig brændte syv Tivoli-billetter, som jeg havde til overs fra sidste gang, vi var inde og prøve veteranbiler med ungerne, og jeg fik sådan en ubændig trang til at prøve Dæmonen! Jeg ELSKER Dæmonen, men ungerne er jo for fa’en for små til det, så hver gang, vi er i Tivoli, må jeg gå hjem med uforrettet sag.

Derfor ringede jeg til Jon og forsøgte at tage ham på det fem år gamle ord om spontanitet. Jeg kunne næsten høre ham rokke med hovedet fra side til side, mens han overvejede, men han endte med at afslå. Han mente, det ville blive for stresset. Vi aftalte derfor, at jeg bare skulle komme ned til ham, så vi kunne følges til hans agents kontor. Jeg overvejede et kort sekund, om jeg bare skulle prøve forlystelsen alene, da jeg jo ret beset alligevel skulle den vej, og jeg har årskort, så entréen koster ikke noget, OG vejen igennem Tivoli ville faktisk være hurtigere end den udenom.
“Man går sgu da ikke alene i Dæmonen”, sagde en stemme så oppe i bøtten på mig, og jeg blev nærmest forskrækket! Jeg var ikke engang klar over, at jeg havde en stemme af dén kaliber! Jeg har været i Marrakech alene, går tit ud at spise alene og går næsten udelukkende i biffen alene, men inde i mit hoved boede åbenbart en stemme, som mente, at man da for fa’en ikke kunne køre i rutchebane alene!

Derfor besluttede jeg at knytte sylten på den, så jeg gik ind i Tivoli og marcherede lige op til mit yndlings-ride. Der var ingen kø, og hele bagerste række var ledig. Fyren, der tog imod mine billetter, spurgte mig, om jeg skulle prøve andre ting i dag, for så burde jeg i stedet investere i et turpas. Jeg svarede, hvad sandt var, at jeg kun var kommet for at prøve Dæmonen, og at jeg havde et møde om 14 minutter. Han kiggede lidt tvivlende på mig, så grinede han og sagde, at hvis det var med dén på, så burde jeg sætte mig på bagsædet, da det er dér, det går vildest til.

Så det gjorde jeg! Og jeg skreg af frygt og fryd i de samtlige 28 sekunder, sådan en tur nu tager, og der var i øvrigt ingen, der så skævt til mig, for de havde travlt med at skrige for deres egne liv. Da jeg atter stod med fødderne på landjorden, gik det op for mig, at Tivolis kamera selvfølgelig havde foreviget min glæde ved oplevelsen, og jeg kunne ikke lade være med at betale 60 kr. for at få beviset med hjem. Og så gik jeg til møde.

Når noget kan få én til at smile SÅ stort, så er man da en kvajpande, hvis man ikke gør det!
Anbefaling hermed videregivet: Prøv en solo-tur i Dæmonen, inden sæsonen slutter. Og gør det tirsdag formiddag, for da er der ingen kø. 😉