13322153_10154021339711886_5746198982714531172_n
Det her indlæg handler altså ikke om alle kvinder, lad mig lige starte med at sige det. Og i øvrigt vil jeg også lige nævne, at jeg virkelig har stor sympati og respekt for folk, der møder hinanden som ganske unge og følges ad op igennem deres tyvere, formår at bevare gnisten og kærligheden, udvikle sig og vokse sammen, måske få børn sammen og i det hele taget bevare og fastholde kærligheden midt i det virvar af ting og sager, der sker, distraherer og foregår i, med og omkring os hele tiden.

Tag for eksempel Christina, min kontor-kollega, som for nyligt er blevet gift med sin kæreste gennem 10 år – og hun er altså ikke 30 endnu, så de mødte hinanden ret tidligt. Christopher er den eneste kæreste, hun nogensinde har haft og den eneste, hun nogensinde skal have, og deres kærlighed og følelse af sammenhold er så dyb og solid. De mødte hinanden i en tid før Instagram, facebook og diverse dating-apps, og kærligheden har holdt igennem de skrøbelige 20’ere, hvor alle føjter rundt til højre og venstre, vælger uddannelse, flytter hjemmefra, og hvad man nu ellers optages af.
Den kærlighed er selvfølgelig ingenlunde mindre rigtig, stærk, fantastisk eller unik end den, jeg har med Jon eller alle andre har med alle andre. Det er jo netop det fede ved kærlighed. Alle kan elske hinanden præcis så højt, de formår – der er stadig masser af kærlighed tilbage til alle andre. 🙂

Dette indlæg, og indlægget i går, er bare skrevet fra mit eget lille perspektiv. Ud fra den måde, jeg har oplevet det at være single, at jagte kærligheden, at finde den og nu hver dag nyde, elske og kæmpe for den.

Og så var det altså, at nogle af kommentarerne til gårsdagens indlæg fik mig til at tænke på det, jeg kalder Tornerose-syndromet. Jeg led af det, og det tror jeg også en del andre kvinder gør. Og mænd, vel sagtens, men det må de sgu selv ligge og rode med. 😉
Med Tornerose-syndromet mener jeg egentlig det modsatte af det, man umiddelbart skulle tro. Jeg tror nemlig, at jeg i mine 20’ere havde en tendens til at se mig selv som ham prinsen i eventyret om Tornerose og så selve kærligheden som prinsessen.
Når folk mødte hinanden til et fest, snavede, gik på date dagen efter for så om onsdagen at kalde det kærester, flytte sammen, få børn og leve lykkeligt til deres ende, synes jeg simpelthen, det lød for tamt. Jeg kunne ikke se nogen som helst romantik i det forløb, som kun bød på opture og en mand, der svarede lystent og lydigt på hver eneste SMS. Jeg havde dengang nok i al sandhed nogle af disse par mistænkt for at være magelige magesøgere, der bare ønskede tosomhed og satte begær, vildskab og “ægte kærlighed” i anden række.

Af en eller anden grund følte jeg, at det skulle være besværligt for at være spændende. De fyre, jeg blev forelsket i, var utilgængelige, og jeg så denne utilgængelighed som tjørnehækken, jeg skulle forcere for at komme i betragtning til den sande kærlighed. Derfor skrev jeg med skælvende hænder nøje planlagte SMS’er, mens jeg ventede (u)tålmodigt med min Nokia i hånden på, at det passede ungkarlen i den anden ende at sende et grynt retur, og jeg spillede cool og agerede halvvejs ligeglad, når manden, der boede i mit hjerte, sagde, at han ikke var klar til et forhold, for jeg tænkte, at hvis jeg bare holdt ud, ville han nok lige pludselig få øjnene op for mine store kvaliteter som fremtidig frue. (That never happens!)

Jeg var heller ikke typen, der blev scoret. Jeg arbejdede i mange år som bartender i loungen på Vega (det var altså totalt happening dengang, skal jeg lige huske at sige!), og her var man jo relativt eksponeret for unge mænds iagttagelser og småfulde tilnærmelser, og det har aldrig rigtigt sagt mig noget. Heller ikke selvom vi var lige fulde eller ditto ædru, i øvrigt. Jeg har altid bedst kunne lide at være den, der stod for scoringen. Den, som udvalgte mig den dude, som jeg nu synes var spændende, og så langsomt fik ham halet i land. Og det skete så ikke altid – landhalingen, altså. Og så græd jeg salte tårer over fortabt lykke og spildt kærlighed som resultat heraf. Selv når jeg havde udset mig en frækkert, jeg gerne ville erobre, og han så endte med at være med på galejen, blev det kedeligt. Hvis han i bare tyve minutter udviste mere interesse for mig, end jeg gjorde for ham, eller var den første til at SMS’e lidt for mange gange i træk, gik jeg komplet kold, og så måtte der straks en udskiftning til.
Det kan måske lyde som om, jeg var cool, kold og kostbar, men sådan føltes det over-heeele-hovedet ikke. Jeg brugte de fleste af mine år i 20’erne på at bruge alt for langt tid på fyre, som egentlig ret tydeligt havde sagt nej til kærlighed (men ja til andre frynsegoder), på at overfortolke samtaler og korrespondancer, som ingen overfortolkning fortjente og på at tude over, hvorfor jeg ikke bare kunne møde én fyr, som jeg kunne løbe parallelt med, i stedet for at det kontinuerligt føltes som om, at jeg kun blev forelsket i dem, der ikke gad mig, og omvendt. Det føltes som en masse spildte, knuste hjerter. Og som oftest mit (sådan er det jo med perspektiver, og jeg så mest tingene fra mit eget).

Og den slags skal man sgu igennem. Og jeg aner ikke hvorfor. Eller jeg skulle i hvert fald.
Og så mødte jeg Jon. Og der skulle jo altså også lidt arbejde til fra min side, da jeg vidste, hvem han var, otte år før, min eksistens overhovedet gik op for ham. Og den indsats gjorde jeg så – gerne, grådigt og gavmildt! Og meget ulig traditionen: Fra første sekund med Jon var alting nemt, og jeg forundredes over, at det ikke frastødte mig OVERHOVEDET. Han ringede, han SMS’ede, han ville ses, og når jeg tog ham på ordet (og på låret), baskede med øjenvipperne og kom til Odense med min lille weekendtaske, fik han ikke pres. Bare mod på mere.

Vi skal ikke alle sammen igennem de samme prøvelser og tjørnebuske, før vi finder lykken. Og lykken ser meget forskellig ud for os alle sammen. Men sådan her ser det ud, når jeg titter i bakspejlet, og pludselig er alle de salte tårer, jeg græd over mænd, der ikke fortjente/ville have mig, forvandlet til minder om en tid, som jeg slet ikke ville have været foruden. Og som en god kollega engang sagde til mig, da jeg kom på arbejde med hovedpine og dårlig samvittighed over weekendens udskejelser:
“Når man er gift og har børn, tænker man sgu ikke tilbage på de aftner, hvor man gik tidligt i seng med hænderne over dynen…”