13942547_10154180286116886_1647934138_n

Nogle vil måske kunne huske, at jeg i begyndelsen af sommeren sammen med Christina holdt et loppemarked her på vores kontor i Hi House. Det var sindssygt hyggeligt! Vi havde købt pynt, poppet popcorn, bagt kager og blandet saftevand. Faktisk var der vel egentlig lidt børnefødselsdag over det, nu jeg tænker over det. Der var folk hele dagen, og vi fik snakket, grinet, hygget og krammet en masse.
Vi fik solgt sygt meget tøj! Problemet var bare, at jeg havde endnu mere sygt meget tøj MED. Jeg lod seks poser og sække stå her på kontoret med tanken om, at vi en dag måtte gentage successen. Men så blev det sommer, vi tog begge to på ferie, og jeg blev ærligt talt mere og mere træt af at se på de plastiksække.
Derfor så jeg det som et tegn fra oven, da H&M skrev og spurgte mig, om jeg ville donere noget tøj til årets Fashion Exchange på Rådhuspladsen. Det gjorde jeg også sidste år, og da besøgte jeg også eventet. Det er den fineste idé. De har fået nogle folk til at donere en masse tøj, så de ligesom har lidt at starte ud med, og derefter er konceptet så, at alle kan komme forbi og få nyt tøj. Man medbringer så selv et par items, man ikke selv bruger mere, og dem kan man så bytte! One woman’s trash, another woman’s treasure!
Sidste år havde jeg fire stykker tøj med ned på Rådhuspladsen, hvor jeg pænt stillede mig i kø. Så kom der en pige, tog mine tøjstykker og gav mig en seddel, der beviste, at jeg havde optjent retten til at napse fire andre stykker tøj. Der var både kvindetøj, tøj til børn og en lille smule til mænd.

Jeg gik i gang med at udvælge nogle items, jeg ville donere til H&M og puttede dem i en lille pose. Men til sidst besluttede jeg at gå all in og stille alle seks sække parat til afhentning. Pigen, som var udsendt til at stå for den videre transport, fik sig lidt af en overraskelse, da hun sådan set var på cykel og havde satset på at kunne have rovet i sin kurv bag på. Men hun fik ringet til en taxa, og inden hun kørte af med min tidligere garderobe, klipsede hun billedet ovenfor af mig. Og ja, jeg er bevidst om, at der står en nøgen, lifesize version af Ken bag mig i vinduet.

Så hvis man vil have fingrene i noget af mit kluns, skal man bare møde op på Rådhuspladsen med noget, man gerne vil bytte med, lørdag den 13. august fra kl. 11.00 – 16.00. Der er ting fra Zara, Baum und Pferdgarten, Bruuns Bazaar og meget, meget mere. Fyr den af!

Man må meget gerne lige melde ind her på fjæsen, hvis man kommer. De vil så gerne lige have en føling med, hvor mange de skal forvente.