Fotografi den 08-08-16 kl. 09.23

Jeg kan lige så godt erkende det, stå ved den, jeg (åbenbart) er og melde klart ud. Jeg hedder Mette Marie, og jeg spiller Pokémon Go!
Hvor længe, diagnosen kommer til at vare ved, er endnu uvist. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad det altsammen går ud på, men et er sikkert: Jeg er bidt af at samle Pokémons! Det kom lidt bag på mig, for jeg spiller ikke Wordfeud, CandyCrush eller hvad det alt sammen hedder, og det er Jon ret med på. Noget af det, i hvert fald. Og nu går han så rundt og ryster på hovedet over mig …
I går aftes skulle jeg ud og finde en ny parkeringsplads til vores bil, da den holdt på et sted, som kun var tilladt på søndage. Det var et farligt mas, der alle folk er hjemme søndag aften og derved har deres biler parkeret alle de steder, der også ville være optimalt for mig. Jeg ville nok være blevet tumpet oven i bøtten af mangel på tålmod, hvis det ikke var fordi, jeg brugte alle de røde lys på liiige at fange en gal Pokémon eller nogle flere bolde.
Jeg synes, det er vildt skægt, hvordan spillet bruger de omgivelser, man er i, og jeg kan blive helt bange for de der sure dyr, når de dukker op på jorden foran mig og imaginært bider mig i fusserne.

Skærmbillede 2016-08-08 kl. 09.43.59
I dag, efter at jeg havde afleveret Hugo i vuggeren, (Berta rundede hospitalet med en portion astma i går, så selvom hun egentlig er på toppen igen i dag, synes vi, hun har fortjent en fridag), cyklede jeg mod lagkagehuset for at hende choko-rug-boller og appelsinjuice. Det er jo mandag. Og jeg skal love for, at jeg fik mere med end dét på min tur! Nede i vandet ved Gammel Strand fangede jeg en Tentacool, og der var også masser af æg og bolde de andre steder, hvor trafikken alligevel skabte en stilstand i mit cykleri.
Nede i Lagkagehuset, mens jeg ventede på ekspedition, var der en skidesur Pokémon-fugl af en art, som stak af fra mig, så jeg måtte sidde og pege telefonen rundt i lokalet for at finde den, hvilket jeg indædt forsøgte at gøre så diskret som overhovedet muligt! Jeg synes, det var så ekstremt flovt, hvis de andre og meget mere tjekkede handlende (de folk, der handler i Lagkagehuset nede i Grønnegade er seriøst over gennemsnittet i visuel tjekkethed) skulle se, at jeg var ved at putte en virtuel fugl ind i en virtuel bold for at gemme den til senere.
Og det er jo dumt af flere årsager:
A) Hvis de kan gennemskue, hvad jeg har gang i, er det nok fordi, de selv spiller Pokémon Go.
B) Jeg har lige indrømmet min passion her på bloggen, og jeres mening betyder altså mere for mig end en pomadedreng på brød-indkøb.

En Townhouse-kollega fortalte mig her til morgen, at man skal gå 2, 5 eller 10 kilometer for at udklække sine æg (lyder altså ulækkert), og så skal man møde op i træningscentre for at træne sine Pokémons. Det ved jeg sgu ikke rigtigt om jeg gider OG om jeg kan forene med det liv, jeg har med Krapyler, TV-srie-afhængighed osv. Det er alt andet lige lettere at spise Banana Split i sofaen foran ‘Stranger Things’, end mens man står foran Storkespringvandet med sin mobil i hånden!

Men jeg er i bund og grund stor fan af konceptet! En bekendt skrev forleden på facebook, at hendes sønner tidligere havde for vane efter aftensmaden at gå ned i kælderen for at spille X-Box, men nu bad de om lov til at gå i en tur i stedet. Jeg synes, det er ekstremt genialt, at man har formået at lave et computer-spil, der får spillerne til at bevæge sig ud af deres dagligstuer for at bevæge sig, få frisk luft, motion OG måske endda sludre lidt med de andre Pokémon-entusiaster, man møder ved de såkaldte Poké-stops.

Hatten af for Pokémon Go! 🙂
Og lad mig så høre: Er I til det?